Spring til indhold
Nyhed

Nordiske stemninger med The Brazz Brothers

17-03-2008

Torsdag den 27.  marts kl. 20.00 · Odense Koncerthus · Carl Nielsen Salen

Fredag den 28.  marts kl. 20.00 · Odense Koncerthus · Carl Nielsen Salen

 

The Brazz Brothers 

- en rejsende musikinstitution på genvisit hos Odense Symfoniorkester

 /upload/kalan/jazz_brothers.png

3 x Førde-brødre og 2 x Tafjord-brødre.  Alle fem stammer fra Langevåg på den lille ø Sula udenfor Ålesund i Norge. Bag trommene sidder Marcus Lewin fra Eskilstuna i Sverige - og dermed har man fænomenet The Brazz Brothers, fulde af musikglæde og improvisationskunst.

 

The Brazz Brothers besøgte Odense Symfoniorkester i starten af 2006, og både musikerne i orkestret og publikum har lige siden ønsket et genhør med dette eftertragtede ensemble, der har spillet sammen i over 25 år og har hele verden som sit arbejdsområde.

 

De kommer til to koncerter i slutningen af marts med et helt ny-skrevet program, som får première i Odense, et program, der har vor fælles nordiske musikarv som udgangspunkt, og som bla. indeholder uropførelsen af Palle Mikkelborgs "De Forenede Malermestre".

 

"Vi har lige siden, vi grundlagde ensemblet, været optaget af at spille musik fra vor højst levende nordiske folkemusiktradition. Samtidig har vi et stærkt ønske om at forny denne tradition, så den kan fortælle lidt om vor samtid – vi kalder det gerne "synkofonisk brazz", siger basunisten Helge Førde fra The Brazz Brothers.

 

The Brazz Brothers skriver og arrangerer det meste af musikken, leder orkestret og præsenterer selv programmet. Alt dette imens de med den største selvfølgelighed leverer ensemblespil og soloer i verdensklasse. De lover, at den nyskrevne musik både vil omfatte lyriske stemninger og give musikerne i OS nogle ordentlige rytmiske udfordringer. Med andre ord, de ønsker at tage hele det moderne symfoniorkesters fantastiske klangmuligheder i brug. Det bliver nyskabende, udfordrende, smukt og fuldt af overraskelser.

 

De få resterende billetter sælges i Carl Nielsen Museet, Odense Koncerthus mandag-tirsdag-onsdag kl. 14-17 samt på koncertdagene kl. 16.00-21.30.

Billettelefon 66 12 44 80. 

 

Online billetsalg døgnet rundt (indtil 8 dage før koncerten) på www.odensesymfoni.dk.