Spring til indhold
Nyhed

Musikhøstkoncert 2008

21-10-2008

Fredag 31. oktober kl. 20.00 · Odense Koncerthus · Carl Nielsen Salen


Koncerten transmitteres af DR P2


Dirigent: Christopher Austin


Program:


Anders Brødsgaard: Galaxy


Olivier Messiaen: Chronochromie


Maurice Ravel: Bolero


Advarsel: Særdeles populær orkestereffekt uden musik!


Maurice Ravels Bolero er et af de mest populære klassiske musikstykker i dag, og at ordene "orkestereffekt uden musik" er skrevet om dette værk, er næsten ikke til at tro.

Men det er ganske vist. Og manden, der udtaler sig, er såmænd Ravel selv! Bolero er et musikalsk eksperiment, og Ravel var bekymret for, hvordan publikum ville tage imod det.


Musikhøst


I dag behøver vi ingen advarsler. For 24. gang afholdes Musikhøst, Odenses årlige festival for ny kompositionsmusik. Med 100-året for den franske komponist Olivier Messiaen som anledning er temaet fransk og dansk musik.

Til Odense Symfoniorkesters Musikhøst-koncert er den danske musik repræsenteret med Anders Brødsgaards Galaxy, den franske med Messiaens Chronochromie, tidsfarve, og eksperimentet, der blev en klassiker: Ravels Bolero.


Galakser, farver og fugle


I Brødsgaards Galaxy følger musikken et af de grundlæggende principper i universet, spiralen. I næsten 40 minutter kan man lade sig rive med af det monumentale værk og blive en del af universets bevægelsesmønster.


Chronochromie

opføres for første gang i Danmark ved denne Musikhøst-koncert, hvor vi får lejlighed til at træde ind i en verden af musikalske farver og fuglestemmer.

Messiaen arbejder med sine egne skalaer, frigør sig fra almindelige rytmer og søger nye klange. I den periode, hvor Chronochromie bliver til, kalder Messiaen sig ligefrem for rytmiker og ornitolog.


Et eneste langt crescendo kaldte Ravel sit værk. Men hvilket! Koncertens sidste værk behøver næppe nogen nærmere præsentation. Ravels bekymring blev gjort til skamme, og det er ikke så sjældent, at anderledes musik går hen og bliver meget elsket musik.


(Tænk, hvis De snød sig Dem selv for en ny Bolero!)



Vel mødt!