Spring til indhold
Nyhed

Musik og Tro - Odense Symfoniorkesters sæson 2008/2009

30-05-2008
Det er med både stor glæde og spændt forventning, at Odense Symfoniorkester byder velkommen til sæsonen 2008/2009.

/upload/kalan/odense symfoniorkester.jpg 

Musik er den kunstart, som på den mest direkte måde er i kontakt med vores følelser, og det ligger lige for at sige, at musik skal opleves med hjertet. På samme måde er der heller ingen tvivl om, at komponisterne – i hvert fald de fleste – skriver musikken med hjertet. Når musikken bliver til, så øser komponisterne i mange tilfælde af en kilde, en inspiration, som fx bygger på personlige oplevelser, på fortællinger og eventyr eller på holdninger til forskellige problemstillinger af filosofisk, religiøs eller politisk natur.

 

Odense Symfoniorkester vil de kommende tre sæsoner forsøge at vise, at den klassiske musiks budskaber kan være lige så aktuelle som en kunstudstilling eller et teaterstykke. Vi har valgt at sætte fokus på et af samtidens måske mest påtrængende temaer: Hvem er vi som mennesker, hvordan skal vi opfatte os selv, og hvordan bliver vi opfattet af andre? Kort sagt: Det skal handle om identitet!

 

Hver af de kommende sæsoner får en særlig overskrift, og den første bliver Musik og Tro. I udvalgte koncerter præsenterer vi værker, som i musikkens sprog på forskellig vis illustrerer og kommenterer vores forhold til det at have en tro – eller ikke at tro. En del af koncerterne vil blive ledsaget af en koncertintroduktion eller et koncertnachspiel, hvor det bliver muligt at dykke længere ned i den enkelte koncert og møde dirigenten eller solisten.

 

Der er imidlertid mange andre koncerter på programmet næste sæson: På opfordring af mange koncertgængere byder vi igen på No Stress-koncerter, hvor stolerækkerne er skiftet ud med madrasser på gulvet, vi præsenterer populærkoncerter, kirkekoncerter, nytårskoncerter og familiekoncerter, herunder finalekoncerten for Sangens År. Endelig introducerer vi en ny tradition, nemlig Odenses udgave af Last Night of the Proms, som finder sted i slutningen af oktober.

Programudvalget og jeg har forsøgt at præge næste sæson med både tradition og fornyelse. Planlægningen er forbi, og nu er det tid til at lade musikken tale.

 

Med Odense Symfoniorkesters nye motto: Musik der beriger og bevæger, byder vi hjertelig velkommen til mange flotte koncertoplevelser.

 

Yderligere oplysninger Musikchef Finn Schumacker, tlf. 40 36 69 24