Spring til indhold
Nyhed

Mentor og protegé

08-04-2008

Torsdag den 17.  april kl. 20.00 · Odense Koncerthus · Carl Nielsen Salen

  Paul Mann Foto Heidi Lundsgaard

Odense Symfoniorkester

Dirigent:         Paul Mann

Solist:             Steven Osborne, klaver

Program:        Brahms: Klaverkoncert nr. 2 i B-dur

                      Schumann: Symfoni nr. 4 i d-mol

 

Paul Mann holder af stringens i planlægningen af sine koncerter. Da han tiltrådte, var det et stort ønske hos ham at få lov til at opføre alle Schumanns fire symfonier. Med denne koncert – hans sidste som chefdirigent for Odense Symfoniorkester – er han målbevidst nået til vejs ende i rækken.

 

Programsætningen af Schumann og Brahms side om side er indlysende. Schumann var en af de allerførste, der anerkendte den unge Brahms’ talent. Brahms på sin side var ægteparret en hengiven husven indtil Schumanns tragiske død i 1856 – nå ja, måske var hans hengivenhed trods alt mest møntet på Clara Schumann! De to bevarede igennem hele livet et særdeles tæt forhold, og Brahms satte stor pris på Claras vurdering af hans kompositioner.

 

Paul Mann skriver om koncerten:

"Vi afslutter vores Schumann-serie med den 4. symfoni, et fyndigt værk af stor originalitet. I løbet af symfoniens ene sats gentages de mindste rytmiske celler med en nærmest sygelig besættelse. Kontrasten er Brahms’ massive 2. klaverkoncert, et af de mest storslåede værker af sin art. Koncerten omtales ofte som en symfoni med obligat klaver. Brahms selv refererede med ironi til den som "en lillebitte koncert med en splejs af en scherzo." Dette enorme værk kræver – ligesom den første klaverkoncert – en solist med titanisk styrke, og det har vi fundet hos den britiske pianist Steven Osborne. "

 

Billetter à kr. 185, 140 og 70 sælges i Carl Nielsen Museet, Odense Koncerthus mandag-tirsdag-onsdag kl. 14-17 samt på koncertdagene kl. 16.00-21.30. Billettelefon 66 12 44 80.

 

Online billetsalg døgnet rundt (indtil 8 dage før koncerten) på www.odensesymfoni.dk.