Spring til indhold
Nyhed

Leg og innovation skaber væksten

06-11-2008

Den første nationale konference om leg og innovation med bundlinieværdi foregår i Odense. Det er værktøjerne i innovationsprocessen, som gør forskellen på succes og fiasko – og vinderne er dem, der formår at bruge leg og kreativitet.


Behovet for innovation er ikke blevet mindre af den internationale finanskrise – snarere tværtimod. Konferencen Odense Let’s Play – Business og innovation, som foregår på Fionia Park tirsdag den 11. november, er da også et tilløbsstykke, og den er for længst udsolgt.


Deltagerne kommer – bogstaveligt talt – vidt omkring på konferencedagen. De møder bl.a. en amerikansk innovationsekspert, en dansk proceskonsulent med fokus på leg og innovation og en SAS Liga-træner, der giver rum til kreativitet og opfindsomhed. Og så får de input fra tre fynske virksomheder, som allerede har gode erfaringer med at gribe udviklingsarbejdet kreativt an.


Budskabet er hele vejen igennem: Nøglen til bedre resultater ligger i værktøjerne. Og vinderne er dem der formår at bruge leg og kreativitet til at skabe innovation.


Serious Play og innovationsrejse


Hovedtaler er innovationsekspert Michael D. Schrage, som bl.a. har skrevet bogen "Serious Play- How the World’s Best Companies Simulate to Innovate". Michael D. Schrage rådgiver desuden virksomheder og organisationer om innovation gennem eksperimenter, simulering og digitalt design, og han har bl.a. arbejdet med MicroSoft, Siemens og Procter & Gamble.


Med den internationale inspiration i bagagen tager konferencedeltagerne herefter på innovationsrejse hos tre fynske virksomheder. Og turen byder på:


Speed Innovation hos Juliana Drivhuse

med afsæt i Let’s Play-metoden, som er udviklet i samarbejde mellem Udviklingsforum Odense – Partnerskab for Vækst Fyn, Stjerneskibet og Kreativitetslaboratoriet i Aalborg. På tre gange 45 minutter skal deltagerne prøve kræfter med en virkelig innovationsopgave. Udgangspunktet for processen er et helt nyt innovationsspil, som er en del af Let’s Play-metoden.


Produktivitet – 25% bedre med leg og innovation

er overskriften når konferencebussen besøger NeoProcess, som vil fortælle om simulering, rollespil og ejerskab som nøgler til effektiv procesudvikling. SAS Liga-træner Erik Rasmussen er gæstetaler på dagen, hvor han fortæller om, hvordan kreative og innovative rammer bruges til at skabe resultater.


Top performance – lokal innovation giver 53 salgsuger om året.

Med det tema giver Inspirations HR-chef, Flemming Andersen, deltagerne eksempler på, hvordan motivation og værdifokus kan øge omsætning og produktivitet.


Odense Let's Play - Business and Innovation

er arrangeret af Udviklingsforum Odense - Partnerskab for Vækst Fyn, og konferencen er en del af en omfattende projektportefølje.

Fælles for alle igangsatte projekter er, at de skal medvirke til at sikre, at Odense-området senest i 2017 er i top 3 i Danmark i evnen til at skabe velstand og vækst.

Pressen velkommen til konferencen, som foregår på Fionia Park tirsdag den 11. november kl. 9-17.


Læs om idegrundlag og program
for konferencen på Udviklingsforum Odenses hjemmeside.