Spring til indhold
Nyhed

Kulturarv Fyn

18-09-2008

En række fynske museer, biblioteker og arkiver har nu dannet sammenslutningen Kulturarv Fyn, der skal samle og styrke samarbejdet mellem de fynske kulturinstitutioner.

 

Baggrunden for Kulturarv Fyns oprettelse er det tomrum, der var opstået i strukturreformens kølvand. Tidligere var amtet i høj grad en samlende faktor for den fynske kultur, kulturarv, natur og miljø, men med amtets nedlæggelse var der ingen til at varetage disse opgaver.

 

De nye kommuner dannede derfor samarbejdet Kulturregion Fyn for så vidt muligt at videreføre og styrke det regionale samarbejde på kulturområdet. Med amtets nedlæggelse bortfaldt også vigtige rådgivende organer, som f.eks. Amtsmuseumsrådet.

 

Museumsrådet havde blandt andet arbejdet med ansvarsafgrænsning museerne imellem, spørgsmålet om fælles konservering og magasiner, og fælles fynske formidlingsinitiativer.

 

Med støtte fra Kulturregion Fyn oprettes nu et nyt rådgivende og koordinerende organ "Kulturarv Fyn", der forhåbentlig vil komme til at virke som fødselshjælper for mange initiativer på kulturområdet. Det er ambitionen, at Kulturarv Fyn skal have et bredere virkefelt og bredere samarbejde end det gamle museumsråd, idet initiativet også omfatter arkiver og biblioteker.

 

Det sker i erkendelse af, at de fynske kulturinstitutioner er vævet sammen på kryds og tværs, og at alle arbejder med samme mål, nemlig bevaring og formidling af den fynske kulturarv, hvad enten det drejer sig om genstande, bøger, papirer eller fysiske levn i landskabet. Der vil Kulturarv Fyn også søge at løfte arven fra det hedengangne Kulturmiljøråd, der var høringsorgan i kulturmiljøspørgsmål.

 

Kulturarv Fyn håber at blive en fast samarbejdspartner for kulturregionen, ligesom man håber at kunne bruges som en ressource, som man kan trække på, når der er brug for faglige udtalelser, og når der skal rejses sager med tilknytning til den fynske kulturarv.

 

Kulturarv Fyns formål er kort sagt:

 

  • at være samarbejdsorgan for de fynske arkiver, biblioteker og museer m.fl. (ABM-institutioner)
  • at være talerør udadtil i forhold til Kulturregion Fyn, de fynske kommuner, Kulturarvsstyrelsen og andre instanser og organisationer, der kan være relevante for de fynske ABM-institutioner m.fl.
  • at fungere som rådgiver inden for fælles ABM-, kulturarvs- og kulturmiljøspørgsmål over for de ovennævnte instanser.

 

På stiftelsesdagen har 19 kulturinstitutioner, -foreninger og –organisationer meldt sig ind i Kulturarv Fyn, og der er nedsat tre underudvalg, nemlig:

 

  • Bevaringsrådet, der arbejder med konserverings- og magasinspørgsmål, herunder muligheden for at få et fynsk fællesmagasin
  • Formidlingsrådet, der skal arbejde for fælles fynske formidlingstiltag
  • Kulturmiljørådet, der kan rådgive i spørgsmål vedrørende kulturmiljøet

 

Yderligere oplysninger kan fås hos:

 

Erland Porsmose, Kerteminde Museer, tlf. 65322737

Jørgen Thomsen, Odense Stadsarkiv, tlf. 65511031