Spring til indhold
Nyhed

Jazz Legends i Den Fynske Landsby

08-04-2008

Lørdag den 28.juni 2008 får Odense, som et af blot to steder i Europa, privilegiet at blive gæstet af den tredobbelte Grammy vinder Miss Nancy Wilson. Sammen med Nancy Wilson optræder en perlerække af jazzmusikere fra den absolutte elite, og der er lagt op til en uforglemmelig aften i Den Fynske Landsby, når EventHouse præsenterer:

 

Jazz Legends i Den Fynske Landsby

 billede afnancy_wilson

Med et repertoire fordelt på mere end 70 pladeudgivelser, der gennem 45 år har udløst ikke færre end 20 Grammy-nomineringer, og et pladesalg der i USA i årevis kun var overgået af The Beatles, er der med rette tale om en legende.

 

Nancy Wilson er derudover optaget i jazzens Hall of Fame, ligesom hun har sin egen stjerne på Hollywoods berømte Walk of Fame.

 

Det musikalske bagkatalog, der genremæssigt spænder over jazz og blues til pop, vidner om, at Nancy Wilson er en unik sangerinde, der mestrer sit håndværk til fingerspidserne, og hun står i dag som et ikon for den yngre generation af jazz- og popsangerinder.

 

Og det er ikke uden grund. Nancy Wilson er i skrivende stund i absolut topform. De to seneste Grammy-statuetter har hun modtaget inden for de sidste tre år, hvoraf den seneste blev modtaget sidste år for albummet Turn to Blue.

 

Eftersom Nancy Wilson ikke længere tager på turné, men kun optræder ved særlige begivenheder, er det således ganske eksklusivt, at hun har takket ja til at gæste Odense.

 

Gæster til Jazz Legends vil også kunne opleve en af de helt store, og mest respekterede, jazzbassister, Ron Carter.

Carter, der kan krediteres for at have medvirket på forbløffende 2000 pladeudgivelser, har spillet sammen med legender som Carlos Santana, Aretha Franklin, Ben Goodman, George Benson, Dexter Gordon og Stan Getz – for bare at nævne enkelte.

 

Måske er Ron Carter dog mest kendt som medlem af Miles Davis' nu klassiske kvintet fra 1963-68, der ud over Davis og Carter, bestod af Herbie Hancock, Tony Williams og Wayne Shorter. Der er ingen tvivl om, at Carters sublime spil vil blive en særlig oplevelse.

 

Rytmesektionens ankermand er endnu et verdensnavn: Harvey Mason.

Mason spillede allerede i slutningen af 1960erne sammen med jazzlegender som Duke Ellington og Erroll Garner, og har siden været nomineret til 7 Grammys.

 

Aftenen fuldendes af en samling eminente musikere fra jazzens superliga:

Ulf Wakenius (guitar), Niels Lan Doky (piano), Terri Lyne Carrington (trommer), Mads Vinding (bas) og Llew Matthews (piano) der sammen med Tivolis Symfoniorkester under ledelse af dir. Peder Kragerup vil fylde Den Fynske Landsby med vidunderlige toner denne specielle sommeraften.

 

Der kan læses meget mere om arrangementet på EventHouses hjemmeside.

www.odense.dk/eventhouse

 

For yderligere oplysninger kontakt

Projektleder Thomas de Mik

EventHouse Odense

tde@odense.dk

Dir.tlf.: 65 51 49 03