Spring til indhold
Nyhed

Jan Boye krydser Odense Fjord i kajak

05-09-2008

I forbindelse med Fjordens Dag og bæredygtighedskonferencen, One Small Step vil borgmester Jan Boye og hans kone Dorthe Hjertstedt ro fra Seden Strand til Klintebjerg sammen med en række nordiske konferencegæster.

 

Hen over Odense Fjord på Fjordens Dag

Borgmester Jan Boye sætter sig i kajakken søndag d. 14. september for at være vært for en sejltur hen over Odense Fjord for nordiske gæster fra One Small Step. Inden konferencen begynder, skal nogle af konferencedeltagerne se lidt af Fyn, og for nogle af dem bliver det i kajak.

 

Jan Boye sejler sammen med gæsterne fra Danmark, Norge, Island, og Færøerne fra Seden Strandby kl. 10.30 efter at Fjordens Dag er blevet åbnet af rådmand Jane Jegind og Odense Skoleorkester.

 

Med på turen er friluftsvejleder, Mads Christensen fra Fjordens Dag, som står for at guide turen og fortælle om fjordens tilstand undervejs samt Skov- og landskabsingeniør Lars Kildahl Sønderby, der vil fortælle om Odense Fjord-samarbejdet.

 

Efter en lang tur, forventes roerne at være i Klintebjerg omkring kl. 13.00, hvor borgmester Bent Dyssemark tager imod og er vært for en frokost. Kl. 14.30 sejler deltagerne med skibet Chimera tilbage til Odense.

 

Træningsturen gik godt

Borgmesteren og hans kone har været på en lille træningstur sammen med Fjordens Dags friluftsvejleder Mads Christensen, da hverken Jan Boye eller fruen var fuldbefarne kajakroere.

 

Efter træningsturen er Mads Christensen optimistisk på borgmesterens vegne, da både Jan Boye og Dorthe Hjertstedt havde vist talent for at tumle kajakken. "Vi skal nok få en fin tur sammen, " siger Mads Christensen, "Nu må vi bare håbe på godt vejr."

 

Yderligere oplysninger hos:

Projektkoordinator Jesper Fraenkel 66 12 68 31

Friluftsvejleder Mads Christensen 30 52 56 41