Spring til indhold
Nyhed

Indvandrerkvinder i Odense skal ikke i skole med deres børn

13-11-2008

Rettelse:


Flere medier skriver i dag, at indvandrermødre skal gå i skole med deres børn og deltage i undervisningen i et nyt aktivieringsprojekt i Odense Kommune. Det er ikke korrekt.


Odense kommune vil gerne styrke ikke-vestlige mødres tilknytning til skolerne, så de bedre kan engagere sig i og støtte deres børns hverdag i skolen. Derfor er der lagt op til, at mødrene besøger og lærer noget om skolerne, men der er altså ikke tale om, at de skal undervises på skolerne og slet ikke sammen med deres børn.


Der er i stedet tale om, at kvinderne skal undervises et par timer om ugen i dansk og matematik, men ikke i skolen. Odense Kommune benytter nemlig eksisterende tilbud, som eksempelvis Vollsmose Kirke, der allerede har en lektiecafé. Her er en lærer tilknyttet, som kan undervise kvinderne cirka tre timer om ugen.


Undervisningen og den stærkere tilknytning til skolerne er en del af et aktiveringsprojekt, hvor kvinderne skal gøres mere arbejdsmarkedsparate. Kvinderne vil i projektet blive tilbud aktiviteter som eksempelvis motion, undervisning i it og samfundsforhold, kendskab til det danske arbejdsmarked og lignende. Virksomhedsbesøg vil også være inkluderet.


-Vi slår to fluer med et smæk. Vi får gjort kvinderne arbejdsmarkedsparate, og samtidig sikrer vi os, at kvinderne kan støtte op om deres børns skolegang, siger Jane Jegind (V), rådmand for Børne- og Ungeforvaltningen i Odense.


Hendes kollega på social- og arbejdsmarkedsområdet Erik Simonsen (LA) er helt enig og tilføjer:


- Det handler om at tænke kreativt og anderledes. Og om at tænke i hele løsninger og sørge for at de forskellige samarbejdspartnere, der er involverede spiller godt sammen.



For yderligere informationer kontakt:

Jane Jegind (V), rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen

Erik Simonsen, rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

Birgitte Vinsten, integrationschef