Spring til indhold
Nyhed

Høring af integrationsplan for børn og unge

18-03-2008

Bestyrelser for institutioner, skoler, ungdomsskoler og andre, der i dagligdagen er involveret i arbejdet med børn og unge i Odense Kommune vil omkring påske modtage et udkast til integrationsplan for børn og unge.

/upload/kalan/gladeboern.jpg 

Integrationsplanen er et resultat af det projekt, som Børn- og Ungeudvalget igangsatte i januar 2007. Projektets formål var at få lavet en samlet plan for at styrke integrationsindsatsen for børn og unge i Odense Kommune.

 

I foråret 2007 blev der udarbejdet et Inspirationskatalog, der indeholdt forslag til målsætninger og nye indsatser for den fremtidige integration af børn og unge med anden etnisk baggrund. Inspirationskataloget har henover sommeren og efteråret 2007 dannet udgangspunkt for en lang række debat- og dialogmøder med forældrebestyrelser, frivillige foreninger, Integrationsrådet, unge i Odense samt professionelle medarbejdere.

 

Med udgangspunkt i de mange debatter er der nu udarbejdet forslag til en integrationsplan. Børn- og Ungeudvalget har på møde d. 11. marts 2008 besluttet at sende forslaget til integrationsplanen i høring. Høringen afsluttes fredag d. 25. april 2008.

 

Det er en integrationsplan, der ikke foreslår én eller få spektakulære indsatser. I stedet er den bygget op om en række indsatser, der vurderes at kunne styrke den daglige integrationsindsats for netop de børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk, der har et særligt behov. Indsatserne er desuden målrettet lokalområdernes forskellige behov.

 

Efter høringsperioden vil Børn- og Ungeudvalget drøfte forslaget til planen og de indkomne bemærkninger og kommentarer. Målet er, at der kan vedtages en plan, der danner grundlag for iværksættelsen af konkrete indsatser i de kommende år.

 

Børn- og Ungeudvalget vil gerne takke alle, der foreløbigt har bidraget til debatten og ser frem til at modtage input og kommentarer til integrationsplanen.

 

På vegne af Børn- og Ungeudvalget

Jane Marie Jegind 

 

Send dine forslag og kommentarer til: 

Mette Hviid Laustsen, sekretariatsleder

- tlf.: 6551 5108, mehl@odense.dk

 

Karen Vinten Understrup, konsulent

- tlf.: 6551 5056, kvma@odense.dk 

 

Læs mere her:

Integrationsplan Del I 

Integrationsplan Del II - De konkrete forslag  

 

Kontaktpersoner:

Mette Hviid Laustsen, sekretariatsleder

- tlf. 6551 5108, mail mehl@odense.dk

Karen Vinten Understrup, konsulent

- tlf. 6551 5056, mail kvma@odense.dk