Grand Ball på Odense Rådhus til fordel for UNICEF By 2008
Vi gentager succesen fra i år, hvor 350 mennesker havde en herlig danseaften med lækker mad og drikke. Ballet finder sted i den festligt udsmykkede Rådhushal lørdag d. 10. januar, 2009, kl. 18.30 (dørene åbnes kl. 18.00).
Vi har denne gang undladt at benytte ”2. sal” i Rådhushallen og derfor er der plads til 300 personer, mod de 350 som deltog i år.
Vi har i år entreret med Tivolis Promenadeorkester, 18 musikere, og Susanne Elmark er tilbage som solist. Konferencierjobbet varetages i år af Jesper Buhl. Der serveres en let anretning – lækkerier kreeret af Rådhusets chefkok Kim Bech – og øl, vand og vin udskænkes ad libitum hele aftenen. Albani og H.J. Hansen er atter i år sponsorer for drikkevarer. Vi slutter ved midnat.
Påklædning: festdragt.
Færre deltagere, dyrere madvarer, større orkester har gjort at vi har været nødt til at forhøje billetprisen. Den er nu kr. 750,- pr. person + gebyr. Billetter kan kun købes i DanBillet.
Som en ekstra service i år, kan man ved billetkøbet, på en liste, anføre hvem man ønsker at sidde sammen med. Der kan dog ikke reserveres bestemte pladser.
For yderligere oplysninger kontakt Per Holst på 65514903 eller phol@odense.dk