Spring til indhold
Nyhed

Auschwitzdag markeres på Rådhuset

22-01-2008

Fortsat fokus på folkemord

 

Odense by markerer søndag den 27. januar den internationale Auschwitzdag ved et arrangement i Rådhusets Festsal fra kl. 13 – 16.

 

Den 27. januar 2003 markerede Odense for første gang Auschwitz-dag. Dagen har taget navn efter den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz i Polen, hvor hundredetusinde af jøder blev udryddet under 2. Verdenskrig.

 

Formålet med Auschwitz-dagen er at mindes det 20. århundredes folkedrab samt diskutere de etiske og politiske udfordringer som folkedrab og politiske massedrab stiller os overfor. Den 27. januar 1945 var dagen, hvor sovjetiske tropper befriede Auschwitz og det er derfor også denne dag man har valgt at markere som international Auschwitzdag.

 

Efter 1945 erklærede det internationale samfund, at lignende forbrydelser mod menneskeheden aldrig skulle ske igen, men tiden har vist, at dette løfte ikke blev holdt. Etniske udrensninger og masseudryddelser har fortsat fundet sted f. eks. i Cambodja, Rwanda, Bosnien og Sudan.

 

Dertil kommer at der fortsat ligger en stor formidlingsopgave i at fortælle den sandfærdige historie om 2. Verdenskrig og forfølgelsen af jøderne. Med Internettets udbredelse og den ukritiske brug af diverse søgemaskiner, oplever vi desværre at flere unge i dag betvivler hvorvidt masseudryddelserne vitterligt har fundet sted. Behovet for at markere en sådan dag er derfor stadig meget aktuel og nødvendig.

 

Temaet for Auschwitz-dags-arrangementet 2008 handler om de steder, hvor folkedrab er blevet begået. Det er steder, hvor menneskeliv er blevet ændret. Her blev mennesker til ofre og bødler, men også til tilskuere og redningsmænd. Når man ser specifikt på gerningsstederne, melder flere spørgsmål sig: Hvordan var omstændighederne på disse steder, hvilke forbrydelser blev begået – og af hvem? Hvilke dilemmaer stod folkedrabets forskellige aktører i på dette sted, og hvilke valg måtte de træffe?

 

Disse spørgsmål vil forskellige oplægsholdere forsøge at besvare på arrangementet d. 27. januar.

Tilmelding er nødvendig. Se nedenfor.

 

Program:

Velkomst ved Rådmand Jane Jegind.

Oplæg om nazisternes udryddelseslejre ved historiestuderende ved S.D.U., som har besøgt stederne.

Oplæg om folkedrab i Bosnien ved herboende bosnisk flygtning, Damir Balalic, leder af Fritidsbutikken.

Opsamling / perspektivering af lektor Therkel Stræde, S.D.U.

Odense Musikskole og en venskabsmusikskoler - Musikskolen i Krakow (nabo til Auschwitz) - vil i løbet af arrangementet levere musikalske indslag.

Der serveres forfriskninger i en indlagt pause.

 

Spørgsmål om arrangementet kan rettes til:

Skolekonsulent Karsten Henningsen på telefon 65 51 51 30 eller mailto: hsl@odense.dk

Herfra udleveres også gratis adgangskort.