Spring til indhold
Nyhed

Forstærket indsats for voldsramte kvinder og børn

20-06-2008

Velfærdsministeriet har bevilliget 5.1 mio kr til et særligt projekt for børn i voldsramte familier.

Odense Kommune har nu mulighed for at lave en forstærket indsats overfor børn i familier, hvor mor er udsat for vold.

Projektet er bevilliget i perioden 1. august 2008 til 31. juli 2011. Hensigten med projektet er at give kvinder og børn mulighed for at bearbejde sorg og traumer, som er forårsaget af volden i familien, og samtidig hjælpe kvinden med at få skabt en mere stabil tilværelse for sig selv og for sine børn.

 

Satspuljemidlerne fra ministeriet giver mulighed for, at man i Odense Kommune kan igangsætte helhedsorienteret familiebehandling, som både indeholder hjælp og støtte til kvinden i forhold til hendes eget liv, behandling af børnene i familien og famliebehandling til mor og børn.

Kendetegnet for projektet er således, at det igangsættes en tidlig og forebyggende indsats i Odense Kommunes familiehuse i tæt samarbejde med Odense Kommunes Krisecenter. Indsatsen startes allerede mens kvinderne og børn opholder sig på krisecenteret, og giver således mulighed for at tilbyde mor og børn behandling, imens de er allermest sårbare og har brug for massiv støtte.

 

I forbindelse med projektet, udtaler Rådmand for Børm- og Ungeforvaltningen Jane Jegind:

- Det er glædeligt, at vi nu kan tilbyde hjælp til både kvinder og børn som er udsat eller har været udsat for vold i familien. Jeg glæder mig ligeledes over at vi yder en helhedsorienteret indsats med behandling til børnene, og hjælp, støtte og behandling til kvinden, så hun får mulighed for at opbygge en mere stabil tilværelse for hende og hendes børn.

Det er jo mennesker, som er meget sårbare og som vi på alle måder skal hjælpe, så de kan komme ordentligt videre i deres liv.

 

Det forventes, at det årligt vil være muligt at tilbyde denne særlige indsats i forhold til 25 kvinder med børn, som har brug for særlig støtte og behandling.

 

For yderligere oplysninger, kontakt:

· Rådmand Jane Jegind, TLF. 20 91 10 31, E-mail jmj@odense.dk

· Konsulent Conny Stolberg-Rohr, TLF. 21 63 29 01, E-mail ctks@odense.dk