Spring til indhold
Nyhed

Første årsrapport fra Rådet for Socialt Udsatte

09-10-2008

Nu ligger den første årsrapport fra Rådet for Socialt Udsatte i Odense klar. Rapporten indeholder en stribe temaer og anbefalinger, og de er netop blevet lagt frem for Socialudvalget på et møde den 7. oktober 2008.


De skæve eksistensers kompetente talerør.

Rådet for socialt udsatte i Odense blev nedsat i juni 2007 og årsrapporten er således rådets status på det første års arbejde. Rådet fungerer som talerør for mennesker i samfundets udkant og var det første af sin slags, der blev nedsat i Danmark på lokalt plan.

Formand Lillian Vaaben, forklarer rådets kvalifikationer som talerør sådan:

Rådet er sammensat bredt af folk, der har et godt førstehåndskendskab til de udsatte gruppers vilkår i Odense. Og vi holder konsekvent vores rådsmøder, dér hvor dem, vi arbejder for, kommer - fex. på byens væresteder. Så vi er helt tæt på.

Derudover understreger hun, at rådet henter solid viden fra veldokumenterede undersøgelser og registreringer.


Fokus på hjemløshed, fattigdom og på udsatte som en del af byens rum.

I sin årsrapport har Rådet især fokuseret på 3 overordnede temaer: Hjemløshed, fattigdom og social udstødelse. Rådet peger blandt andet på behovet for, at de udsatte grupper indtænkes i planlægningen af byens fysiske udvikling.

Både når det handler om boliger og om steder at være. Rådet mener også, at de sociale og sundhedsmæssige indsatser på flere områder bør styrkes.

Her fremhæver Rådet specielt de udsatte gruppers oplevelser, når de møder hjælpesystemet, deres særlige behov for rådgivning og afsavnskompenserende ydelser.

Herudover nødvendigheden af steder, hvor de udsatte mødes med respektfuld medmenneskelig kontakt og omsorg, og hvor de kan få hjælp til de helt basale behov.


Politikerne tager rådets anbefalinger alvorligt.

Rådet noterer i sin årsrapport med tilfredshed blandt andet, at Odense Kommune har taget rådets anbefalinger til efterretning, når det handler om handicappolitikken. Og at kommunen nu sætter gang i arbejdet med at formulere en decideret udsattestrategi.

En strategi, der skal fastlægge de overordnede værdier, målsætninger og prioriteringer for indsatserne overfor de borgere, som er socialt udsatte. Rådmand Erik Simonsen bekræfter, at rådet spiller en væsentlig rolle:


Rådet fungerer som en dygtig øjenåbner. Vi politikere bliver gjort opmærksomme på problemstillinger, vi ellers ikke ville have set. Og så bruger vi i stor udstrækning rådet som god, kritisk sparringspartner. For vi har jo et centralt fælles mål: Nemlig at de udsatte føler sig set og hørt.


Yderligere information

Lillian Vaaben, formand for Rådet for Socialt Udsatte, tlf. 6618 8959.

Erik Simonsen, rådmand, Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, tlf. 6375 4000 / 2894 1109, eas@odense.dk

Helle Kreipke, rådssekretær, tlf. 6551 4503 / 2371 9723, hbk@odense.dk


Læs mere:

Se årsrapporten fra Rådet for Socialt Udsatte her på hjemmesiden eller rekvirer den hos Helle Kreipke, tlf. 6551 4503.

Hjemmeside: Om Rådet for Socialt Udsatte