Nyhed
Fiskepassagen i Munke Mose indvies
Mandag den 15. december 2008 kl. 13.00 bliver Fiskepassagen i Munke Mose indviet af rådmand Anker Boye og Søren Strandgaard fra Skov- og Naturstyrelsen, Fyn.
- Munke Mose har det sidste års tid været centrum for en gennemgribende forandring. Træer er blevet fældet, en ny bro er kommet til, og området er begyndt at få karakter med trapper ned til åen og kig til byen. Det lover rigtig godt for Munke Mose, siger rådmand Anker Boye.
Nu kan Fiskepassagen endelig indvies på mandag den 15. december. En række inviterede personer med særlig tilknytning til projektet deltager i indvielsen, men alle er naturligvis velkomne til at overvære åbningen kl. 13.00.
Fiskepassagen er et naturgenopretningsprojekt finansieret af Skov- og Naturstyrelsen og Odense Kommune i fællesskab. Hovedformålet med projektet er at genskabe fri faunapassage uden om opstemningen i Munke Mose.
-Jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes at gennemføre projektet, som skaber faunapassage ved den sidste spærring i Odense Å til gavn for bl.a. havørred, havlampret og bæklampret. Og det er jo en ekstra glæde, at anlægget er blevet så flot, som tilfældet er, siger skovrider Søren Kirk Strandgaard, Skov- og Naturstyrelsen, Fyn.
- Vi er meget glade for, at vi nu kan indvie faunapassagen og desuden tilbyde byens borgere et helt nyt rum. Vi har i forbindelse med projektet lavet en trappe til gæster i Munke Mose, som man kan slå sig ned på. Vi har lagt vægt på æstetikken, da anlægget blev designet og planlagt, så vi håber, at projektet vil være med til at fremme den rekreative brug af området, siger projektleder Jan Hald Kjeldsen.
Efter indvielsen kan man atter cykle og gå gennem Munke Mose.
Yderligere information om projektet
Projektleder Jan Hald Kjeldsen, Natur, Miljø og Trafik, telf.: 6551 2530, e-mail: jhk@odense.dk
Skovrider Søren Kirk Strandgaard, Skov- og Naturstyrelsen, Fyn, tlf.: 6265 1777
www.odense.dk/fiskepassage