Spring til indhold
Nyhed

Fælles front mod misbrug

17-06-2008

 

Odense Kommune og byens ungdomsuddannelser danner nu fælles front mod misbrug blandt unge.

Byrådet har netop vedtaget en Ungestrategi, der har som målsætning, at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Og det er i den sammenhæng, at der nu også sættes ind i forhold til misbrug af alkohol og rusmidler blandt unge på ungdomsuddannelserne.

Odense Kommune har modtaget 4,3 mio. kroner til projektet fra Sundhedsstyrelsen og i de næste 3 år vil der blive sat fokus på problemstillingen.

Projektet etableres i et tæt samarbejde mellem Børn- og Ungeforvaltningen, Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og de forskellige ungdomsuddannelser i kommunen.

 

Projektet har to overordnede formål. For det første skal der øget fokus på alkohol og rusmidler blandt unge på ungdomsuddannelserne. Det sker gennem en overordnet fælles misbrugspolitik, som udarbejdes mellem kommunen og ungdomsuddannelserne. I samarbejde med de unge og uddannelsesstederne skal denne politik forankres lokalt på de forskellige skoler. For det andet rummer projektet også vejledning og støtte til de unge, som allerede er kommet i et misbrug og som har risiko for at droppe ud af deres uddannelser.

 

Rådmændene for de involverede forvaltninger – Børn- og Unge samt Social- og Arbejdsmarked - Jane Jegind og Erik Simonsen udtaler:

"Det er vigtigt, at vi sætter ind på flere fronter, hvis vi skal have alle unge igennem en ungdomsuddannelse. For nogle af de unge er overforbrug af alkohol eller misbrug af rusmidler en årsag til, at de unge dropper ud af deres uddannelser. Derfor er det vigtigt, at vi sætter ind forbyggende, så vi modvirker, at de unge kommer så langt ud. Samtidig skal vi også tage hånd om de unge, som allerede har et misbrug og derfor umådeligt svært ved at komme gennem en ungdomsuddannelse. Projektet er også endnu et bevis på det gode samarbejde, som vi har med kommunens ungdomsuddannelser. Derfor har vi også store forventninger til, at projektet kan være med til at sikre, at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse", slutter Jane Jegind og Erik Simonsen.

 

For yderligere information, kontakt:

· Rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Erik Simonsen TLF. 63 75 40 00

· Rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen Jane Jegind TLF. 20 91 10 31