Spring til indhold
Nyhed

Europæiske storbyer ser op til Odense som cykelby

23-05-2008

Udenlandske gæster på cykeltur i OdenseCyklens comeback er permanent og ikke blot en modedille, blev repræsentanter for fem europæiske storbyer i dag enige om på en konference i Odense, hvor værtsbyens indsats for sine cyklister blev beundret på klos hold.

 

”Odense mangler ikke noget. Det er meget imponerende,” siger medlem af byrådet i Ljubljana i Slovenien, Roman Jakic, som sammen med repræsentanter fra Venedig, Debrecen og Toulouse var i Odense torsdag og fredag som medlemmer af styregruppen i det europæiske projekt CIVITAS Mobilis.

I de øvrige fire byer ser man imidlertid lyst på fremtiden, selv om der flere steder fortsat er mere prestige i at have en bil end en cykel, som ofte kun bruges i fritiden til sport. ”Jeg tror, det så småt er ved at vende, for en cykel er et symbol på en ny livsstil,” siger Gyula Györi fra Debrecen.

Undervejs på konferencen diskuterede deltagerne, om cyklismen er en modetrend eller er kommet for at blive, og de fem byer var enige om, at fremtiden tilhører cyklisterne. ”Med de nuværende klimaændringer og luftforureningen bør der være tale om en permanent tilstand,” lød det fra viceborgmester Lisa Rücker fra Graz i Østrig, hvor cyklismen i en årrække har været gået i stå, mens bilismen er vokset.

Også i Venedig forbedrer man i disse år vilkårene for byens cyklister, men det er ikke udelukkende af miljømæssige årsager. ”Vi mener også, cyklen sikrer stor bevægelighed, når man skal omkring i byen,” siger rådmand Pierantonio Belcaro fra Venedig, som både tæller den historiske bydel på øerne ude i lagunen samt store området inde på fastlandet.
 
Byrådsmedlem Thomas Funding (S) fra værtsbyen ser heller ikke cyklens revival som noget, der går over som en anden modedille. ”De stigende oliepriser presser folk væk fra bilerne, og det er glædeligt, for alle har råd til en cykel, så alle kan komme omkring,” siger Thomas Funding, som er glad for, at Odense bliver brugt af de andre byer som et forbillede.
”Det er i sig selv grund nok til at være med i samarbejdet, hvis vi på den måde kan hjælpe. Men vi har også glæde af at udveksle erfaringer med de andre byer, som vi sagtens kan lære af og høre på,” siger Thomas Funding.

Blandt andet undrede rådmanden fra Venedig sig over, at selv om de fleste odenseanere har en cykel, så er de ikke nødvendigvis de nyeste og de flotteste modeller, de har. ”Jeg forklarede ham, at der bliver stjålet mange cykler i Danmark, men så nævnte han, at man i Venedig har gode erfaringer med at gemme små GPS-alarmer i cyklerne, så de kan spores. Det lyder som en god idé, vi kan bruge,” siger Thomas Funding.

Politikerne fra de fem byer mødes et par gange om året, mens netværkets embedsmænd mødes fire gange om året.