Danmarks største ældrefest
Nye kartofler og snaps til 45.000 beboere på over 300 ældreinstitutioner i 93 kommuner.
Pressen inviteres til at følge snapsens vej fra Odense ud i hele landet.
For 9. gang afholder Danmarks Kartoffel Råd ”Danmarks største ældrefest”, Valdemarsdag – Hele Danmarks Kartoffeldag, den 15. juni. Det er også i år V&S Distillers A/S (bedre kendt som De Danske Spritfabrikker A/S), der sponsorerer snapsen, og Danske Fragtmænd Fyn A/S, der sørger for udbringningen.
Pressen kan ved selvsyn den 9. juni kl. 11.30 hos Danske Fragtmænd Fyn A/S, C.F. Tietgens Boulevard 12, 5220 Odense SØ, følge næsten 900 flasker snaps’ sidste tur ud i landet til vore ældre medborgere. Direktør Preben Greibe, Danske Fragtmænd Fyn A/S, samt Oldermand Carsten Abild, Danmarks Kartoffel Råd, orienterer om det store arrangement.
Det hele begyndte med, at en pårørende til en plejehjemsbeboer på Elmegården i Otterup for 10 år siden ”smuglede” nye kartofler ind på plejehjemmet til sin mand. Hendes ønske og forslag var derfor, at også de andre plejehjemsbeboere bare én gang om året fik nye kartofler. Idéen blev straks taget op af Danmarks Kartoffel Råd.
”Danmarks største ældrefest” - med kartofler og snaps som centrum – har udviklet sig til en virkelig festdag på vore ældreinstitutioner. Dagen fejres på vidt forskellig måde med sang, musik, fest og farver landet over – og ofte er det den lokale borgmester, der på dagen udbringer den første skål.
Danske Fragtmænd Fyn A/S, Odense, transporterer kvit og frit snapsen ud til den enkelte institution – ca. 300 leveringsadresser!
Et 10 år gammelt forslag har udviklet sig til en landsdækkende succes til stor glæde for vore ældre medborgere.
”Danske Fragtmænd Fyn A/S kører ikke promillekørsel, nej, de leverer procenten”.
Yderlige oplysninger: Carsten Abild 40 18 32 06 / Birgitte Storm 66 18 74 71