Brugerdreven innovation skal give fynske virksomheder et forspring
Brugerdreven innovation udnytter den viden, der ligger hos kunderne, til at skabe de produkter, som markedet har behov for. Og kravet til innovation er ikke blevet mindre af den internationale finanskrise – snarere tværtimod. Den 10. december afholdes et seminar i Odense om innovationsmetoden
Virksomhederne ved sjældent nok om, præcis hvordan deres produkter skaber værdi for kunderne. Dermed går virksomhederne glip af værdifuld viden, som ligger hos slutbrugeren.
Løsningen er at inddrage brugerdrevne koncepter og metoder i innovations- og produktudviklingsprocesser i virksomhederne.
Derved sættes brugernes behov i centrum, og virksomhedens innovationssatsninger målrettes og geares, så produkter og strategier opfylder faktiske behov på markedet.
Fra tanke til handling
På temaseminaret præsenteres de deltagende virksomheder for tankesættet bag brugerdreven innovation. Men der vil samtidig være klare eksempler på, hvordan brugerdrevne innovationsprocesser kan bruges til at give virksomhederne et forspring.
Jacob Rolf Jensen fra Netværk for forskningsbaseret brugerdreven innovation introducerer begrebet og fortæller om forskning og praksis på området. Han efterfølges af Lau Kofoed Kierstein fra firmaet PlayAlive, som fortæller om, hvordan virksomheden har anvendt operative brugerdrevne loops (OPL) som metode i virksomheds- og teknologiudviklingen.
Der vil være særligt fokus på firmaets produkt Edderkoppen, der realiserer visionen om, at fremtidens legepladser skal være intelligente og computerbaserede.
Endelig fortæller Niels Henrik Helms fra Knowledge Lab om hvordan forskellige metoder som innovationsbaner og -rum kan anvendes i udviklingen af en virksomheds produkter og ydelser.
Oplægget vil give forskellige eksempler fra både produkt- og velfærdsinnovation.
Arrangementet er et samarbejde mellem Udviklingsforum Odense – Partnerskab for Vækst Fyn, Industri- og Handelskammeret Odense-Fyn og Netværk for Forskningsbaseret Brugerdreven Innovation.
Arrangementet afholdes onsdag den 10. december 2008 kl. 15.00-18.00 i Industri- & Handelskammeret, Albani Torv 4, 5000 Odense C.
Pressen er velkommen.
Yderligere information fås ved henvendelse til:
Maria Hunosøe, Udviklingsforum Odense – Partnerskab for Vækst Fyn på telefon 29 46 85 97
Jytte Reinholdt, Industri- og Handelskammeret Odense-Fyn på telefon 29 13 03 30