Spring til indhold
Nyhed

80.000 kroner til Bolivia fra Open Air.

09-07-2008

Solskin, musik og fadøl. Den kombination gav 80.000 kroner i UNICEF By kassen.

 

Den 7. juli overrakte Odense Cityforening og Albani en check på 80.000 kroner til UNICEF By. Pengene var en del af billetindtægter og ølsalg til Open Air koncerten i Odense den 21. juni, hvor blandt andet Duran Duran gav den gas i solen.

 

- Vi er imponerede over det flotte bidrag, siger Ane Bachmann Stockmarr, projektleder på UNICEF By for Odense Kommune.

- Alene at Odense Cityforening og Albani sammen med en masse frivillige fra bl.a. Marienlyst Boldklub har bygget et koncertarrangement op på så kort tid er imponerende. At arrangementet så har givet 80.000 kroner til det gode formål, er vi selvfølgelig både glade og taknemmelige for, siger hun.

 

Fuld blus på grillen

Pengene falder i en periode, hvor mange aktiviteter er gået i sommerdvale. Men sommer kan også betyde grillvejr, og den lille opvaskevenlige UNICEF By grill har vist sig at være en stor succes.

Der er sat 200 picnic grill’s til salg i samarbejde med ABA Nonfood. Hver grill koster 199 kroner, 50 kroner går til UNICEF By, og på bare en uge er der solgt 47 styk.

- Samtidig får vi penge ind fra gode arrangementer rundt om i byen, fortæller Ane Bachmann Stockmarr.

 

Odense Kommunes Socialcenter har solgt lodder til deres medarbejdere hele foråret og har netop doneret 2660 kroner til UNICEF By.

 

I slutningen af juni var det de studerende fra Odense socialpædagogiske Seminarium, der kom med penge. De donerede overskud fra årets GLAD festival til UNICEF By, og det blev til 12.000 kroner.

 

Festivaler og skoleprojekter

Barometret viser, at odenseanerne i alt har samlet 277.492 kroner sammen. Og fra nu af står arrangementerne i kø, forklarer Ane Bachmann Stockmarr.

- Hele byens butikker sælger UNICEF By armbånd. Vi har også både UNICEF By T-shirts og -vand til salg, og fra august ligger UNICEF By arrangementerne tæt i kalenderen, siger hun.

 

Blomsterfestivalen har "Børnenes blomsterby" som tema og holder blandt andet auktion til fordel for UNICEF By.

 

Der er også et samarbejde med Odense Filmfestival, og omkring skolestart vil der være tegnekonkurrence om Bolivia, og der bliver tændt op under det store genbrugsprojekt, Skolebørn hjælper Skolebørn. Her samler Odenses skolebørn affald til genbrug,

 

Odense Renovationsselskab A/S og H.J. Hansen sorterer og sælger affaldet, og pengene går til UNICEF By og skolebørn i Bolivia.

 

- Desuden pibler der hele tiden nye idéer frem. Både fra UNICEF By ambassadørerne og fra andre, der gerne vil være med. Og alle idéer og initiativer er selvfølgelig mere end velkomne, slutter Ane Bachmann Stockmarr.

 

For flere oplysninger:

Ane Bachmann Stockmarr, projektleder i EventHouse, 65514904, adbs@odense.dk 

For oplysninger om UNICEF By på blomsterfestivalen:

Linda Hansen, Odense Blomsterfestival, 66188850, 30526114, lh@blomsterfestival.dk

 

Læs mere:

www.odense.dk/unicef