Spring til indhold
Nyhed

8 mio. kr. sikrer Afrika i Odense Zoo

19-05-2008

I Odense skabes nu en 3,6 hektar (svarende til 5 fodboldbaner) afrikansk savanne, der får navnet Kiwara (swahili for "hjem"). Med de 8 mio. kr. fra Nordea Danmark-fonden har Odense Zoo nu har sikret hele finansieringen af projektet, der samlet koster 50 mio. kr.

 

billede af giraf

Kiwara bliver hjem for giraffer, antiloper, strudse og zebraer. Ud over savannen bygges Nordeuropas største voliere, hvor pelikaner og flamingoer med vingefang på 3 meter kommer til at flyve frit hen over hovedet på Zoos gæster. En stor nyhed bliver 7 meter lange nilkrokodiller. Odense Zoo anslår, at 6 forskellige savanne dyr får helt nye forhold.

 

"Med Kiwara er det ambitionen at sætte nye standarder for oplevelseskvalitet i en zoologisk have. Odense Zoo skal være Region Syddanmarks absolutte fyrtårn. Gæster vil få oplevelser med dybde og bredde. Det skal være helårsoplevelser, hvor leg og læring, hygge og gæstfrihed samt en meget høj grad af dyrevelfærd er kendetegnende," siger Odense Zoos direktør Henrik Lehmann Andersen.

 

I Kiwara bygges Nordeuropas største voliere til fugle. 16 meter høj og godt 100 meter lang bliver den. Træer og buske plantes, så der midt gennem volieren bliver frie flyvelinier for fuglene. Det er ikke set før i Norden. Girafferne får også bedre vilkår. Deres areal på 450 m2 tidobles.

 

"Nordea Danmark-fonden har valgt at støtte Odense Zoo i realiseringen af det Kiwara, fordi vi vil give dyrene bedre velfærd og de besøgende bedre mulighed for at opleve de fascinerende afrikanske dyrearter," siger direktør Torben Klein fra Nordea Danmark-fonden, som støtter aktiviteter, der fremmer gode liv.

 

Det er første gang i Odense Zoos historie, at en national fond går ind og med så stort et beløb støtter Zoos visionære planer. At en grundlæggende regional attraktion på denne vis bryder igennem på den nationale scene, viser Zoos kvalitet og blåstempler det specifikke arbejde med Kiwara.

 

Se skitsen over volieren i Kiwara her

 

Kontakt

Odense Zoo: Direktør Henrik Lehmann Andersen på telefon 22 23 11 32.

Nordea Danmark-fonden: Kommunikationschef Tine Wickers på telefon 28 40 84 80.