Unge arkitekter sætter fokus på Odense Havn
I anledning af Arkitekturens Dag den 1. oktober har en gruppe nyudannede arkitekter tilrettelagt en spændende udstilling om arkitektur og udvikling på Odense Havn. Udstillingen kan ses på Hovedbiblioteket, Odense Banegård Center, i perioden 17. september – 1. oktober (inkl.).
Der er tale om fem afgangsprojekter, der udstilles på Hovedbiblioteket, og de er tænkt som idéoplæg til forskellige arkitekturprojekter – nybyggeri såvel som ombygninger af eksisterende industribygninger.
Konkret indeholder udstillingen udpluk fra et projekt fra Arkitektskolen i Århus og fire projekter fra arkitekturspecialet, civilingeniøruddannelsen i Arkitektur & Design på Aalborg Universitet.
Hotel på Havnegade 19F
Signe Hommelhofs afgangsprojekt fra Arkitektskolen i Århus omhandler et forslag til konvertering af Havnegade 19F - en industribygning fra 1950'erne - til hotelvirksomhed med café/restaurant og bar i toppen af de høje siloer.
Industrikulturen er "truet" på Odense Havn, og det gælder især de bygninger, hvor æstetiske kvaliteter og genanvendelsesmuligheder ikke springer i øjnene.
Projektet forsøger at bevare og fremhæve bygningens rå arkitektoniske kvalitet samtidig med, at historien om industri og havn fortsat fortælles.
Nordatlantisk Hus på Kulturøen
Per Kruse og Troels Dam Madsen behandler i deres afgangsprojekt fra Arkitektur & Design, Aalborg Universitet, idéen omkring et samlet nordatlantisk hus og miljø på Kulturøen ved Odense Havn - en del af strategien omkring Odense som ny kreativ havneby.
Projektet er udarbejdet i nært samarbejde med det Grønlandske Hus, islændinge, færinger, Det Islandske Konsulat og Odense Kommune.
Masterplan for FAF-øen
Peter Thorup Hansen, Jeppe Nørgaard og Ingrid Tine Plöger, der i dag danner LINK-arkitekter i Aalborg, har i deres afgangsprojekt fra Aalborg Universitet fokuseret på FAF-øen og FAF-siloen ved Odense havn. Projektet giver et bud på en overordnet masterplan for FAF-øen og en konvertering af FAF-siloen. FAF-siloen bliver i dette projekt omdannet til et hotel, der ligger i forbindelse med et foreslået DGI-hus, ligeledes beliggende på FAF-øen. Hotellet indeholder omkring 120 værelser, café, restaurant, konferencefaciliteter samt wellnessområde.
Undervisnings- og administrationsbyggeri til VUC Fyn & Fyns HF-kursus
Louise Nørgaard Frederiksen og Louise Mølgård Olsen, kanddater fra Aalborg Universitet, har udført projektet ’Rum for læring - mellem teori og praksis’. Dette projekt giver et bud på et nyt 17.000 m2 undervisnings- og administrationsbyggeri til VUC Fyn & Fyns HF-kursus i Odense. Byggeriet foreslås beliggende nord for banegården, imellem Ejlskovsgade, Kottesgade og Lerchesgade.
Idéoplægget tager udgangspunkt i begreberne læring og andragogik (om at undervise voksne) og giver en grundlæggende forståelse for de idéer og værdier der ligger til grund for stedet. Der bearbejdes i denne forbindelse fire former for læringsrum: Studierummet, Undervisningsrummet, Praksisrummet og Frirummet.
Nyt gymnasiebyggeri i det kommende campusområde
Cecilie Anhøj og Maja Nørgaard har i deres afgangsprojekt fra Aalborg Universitet udarbejdet et idéoplæg til et nyt gymnasiebyggeri i det kommende campusområde ved Odense Havn.
Odense Ny Gymnasium er et idéprojekt til en arkitektonisk fortolkning af nye normer for læring i det nye gymnasium. Projektet er skabt med udgangspunkt i den nye gymnasiereforms fokus på vidensdeling og tværfaglighed, og den variation af rumligheder og fleksibilitet disse forhold kræver af arkitekturen.
Det nye gymnasium er foreslået placeret som nabo til den allerede eksisterende Tietgensskole på hjørnegrunden ved Toldbodgade og Lerchesgade.
Udstillingen om arkitektur og udvikling på Odense Havn kan ses i Hovedbibliotekets normale åbningstid. Der er gratis adgang.
Pressekontakt: Bibliotekar Birte Gamborg, tlf. 6551 4301, mail: bbga@odense.dk