Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune har gået medarbejdernes trivsel efter i sømmene

22-08-2007
Resultaterne fra Odense Kommunes - og samtidig Danmarks- hidtil største arbejdsmiljøundersøgelse af dens art ligger nu klar til at blive analyseret i detaljer. Medarbejderne har udvist stor interesse for startskuddet til at forbedre trivslen på alle kommunens arbejdspladser. Hele 77 % har svaret på de 95 trivselsspørgsmål. Det svarer til 10.120 ud af de i alt 13.091 månedslønnede medarbejdere.

 

Den 18. september vil alle afdelinger modtage resultaterne for netop deres arbejdspladser og samtidig blive informeret om, hvordan relevante arbejdsmiljøproblematikker kan håndteres.

 

- Med trivselsundersøgelsen har vi fået et rigtigt godt grundlag for at skabe bedre trivsel på de enkelte arbejdspladser. Vi får en systematik og et overblik, som gør os i stand til at sætte ind, overfor de problemer som skal løses. Undersøgelsen skal ikke stå alene, men følges op af dialog mellem ledelese og medarbejdere på de enkelte arbejdspladser i Odense Kommune, siger HR-chef Lisbeth Haumann.

 

Det er sundhedsmæglere fra bureauet Willis, der har stået for den praktiske del af trivselsundersøgelsen.

 

- Det er en meget vigtig og markant undersøgelse af to årsager. Det er den suverænt største nogensinde af sin art i Danmark, hvilket gør tallene meget brugbare i forhold til opfølgningsprocessen. Dernæst vidner den nærmest ekstremt høje svarprocent om, at det virkelig er lykkedes at sætte trivsel på dagsordenen og skabe engagement hos ALLE kommunens medarbejdere omkring de indsatser, der nu skal i gang, siger Thomas Hornbæk fra Willis.

 

-Vi glæder os meget til at kunne formidle resultaterne til de enkelte arbejdspladser, som vi forventer ligger klar den 18. september. Vi vil gerne kvittere for den høje svarprocent, så vi har virkelig sat turbo på den videre proces, siger HR chef Lisbeth Haumann.

 

 

 Fakta:

· Trivselsundersøgelsen i Odense Kommune blev gennemført i maj måned. Samtlige månedslønnede medarbejdere modtog et spørgeskema. Det var frivilligt at deltage. Undersøgelsen er den hidtil største måling af det psykiske arbejdsmiljø i den offentlige sektor.

· Undersøgelsens detaljerede resultater foreligger den 18. september.

 

Kontaktperson:

HR-chef Lisbeth Haumann, telefon: 6551 1300 e-mail: lihn@odense.dk