Odense Kommune støtter udvikling af social- og sundhedsteknologi
Med erhvervs- og vækstpolitikken har Odense lagt de overordnede spor til en udvikling frem mod en status som en erhvervsby med fokus på forskning, viden og innovation.
Nu kommer de første konkrete resultater af politikken. Økonomiudvalget har på sit møde 30. maj besluttet at støtte projektet ”projektbørs for social- og sundhedsteknologier” med i alt ca. 960.000 kroner i løbet af to år.
Projektet skal skabe en brobyggerfunktion mellem offentlige og private virksomheder på social- og sundhedsområdet, som systematisk arbejder for, at offentlig viden, erfaring og know how kommercialiseres. Projektet vil fungere som katalysator i formidlingen af offentligt-private partnerskaber, der kan omsættes til brugerdrevet innovation til nye produkter, teknologier eller metoder.
- Der findes et stort potentiale hos Odense Universitetshospitals mange ansatte, og projektet vil give mulighed for at udnytte det kommercielt. Der er allerede flere virksomheder i Odense, hvis produktion udspringer af idéer og produkter på OUH, og nu øges sandsynligheden markant for, at der kan komme flere videnintensive virksomheder og arbejdspladser for højtuddannede, udtaler borgmester Jan Boye (K).
Blandt de virksomheder, der har fundet inspiration hos OUH kan nævnes Danmeter, som producerer anæstesi apparater, Riegens A/S som producerer operationslys, Danish Drug Discovery A/S som beskæftiger sig med stamcelleforskning og Hypo-Safe A/S som producerer diabetesapparater.
Projektet harmonerer således med erhvervs- og vækstpolitikkens fokus på at skabe og servicere klynger, der bygger på produkter med højt viden- og forskningsindhold.
- Odense har med dette projekt taget et vigtigt skridt frem mod en status som en innovativ by med højteknologiske arbejdspladser, siger Jan Boye.
Kontaktperson:
Borgmester Jan Boye tlf. 20 40 29 12, e-mail: jb@odense.dk.