Spring til indhold
Nyhed

Spændende litteraturdag på Holluf Pile Bibliotek

26-10-2007

Holluf Pile Bibliotek har valgt at samle 3 forfattere bosiddende i området til en spændende, anderledes og hyggelig søndag i litteraturens tegn. Det drejer sig om Kirsten Brun, Finn Jeppesen og Lila Beate Møller Kristensen. Kom og nyd oplæsning og fortælling, stil spørgsmål til forfatterne, få en kop kaffe, kort sagt: Kom og få en hyggelig dag på Holluf Pile Bibliotek.

 

Arrangementet afholdes den 4. november kl. 13 – 15. Der er gratis adgang.

 

Kirsten Brun

udgav sidste år romanen "Udsendt". Hun er uddannet pædagog og har arbejdet med flygtninge i 20 år. I 1992-93 var hun koordinator på Red Barnets program i Ex-Jugoslavien. Det er den periode og arbejdet som nødhjælpsmedarbejder, der har dannet grundlag for "Udsendt". Kirsten Brun har desuden været leder af asylcentret i Søndersø og er nu konsulent for Servicestyrelsen.

 

Kirsten Bruns roman har fået megen ros, og med god grund. Hun har en sjælden evne til at beskrive egne oplevelser på en konstruktiv og vedkommende måde. Når man har læst hendes roman, har man både læst en god samtidsroman om en dansk kvinde, men man har samtidig fået en indsigt i, hvad der skete i Ex-Jugoslavien, en indsigt som hverken TV eller aviser kan hamle op med.

 

Efter mange år i den odenseanske musikverden, hvor Finn Jeppesen leverede tekst og musik til nogle bands, er det nu skriveriet, der er i centrum.

Den fynske digter debuterede i 2003 med digtsamlingen "Evigt" og året efter fulgte "Nyt lys." Kendetegnende for hans digte er, at de så godt som alle tager udgangspunkt i naturen.

 

Fra 2004 og til 2007 har han arbejdet på to digtsamlinger, hvor den ene udkom i foråret. Det drejer sig om "Solsortens bad", der består af en række Haiku-digte. Finn Jeppesen har fulgt Haiku-traditionen og givet sin personlige vision af den danske natur og årstiderne. Han vil bl.a. fortælle om hvilken betydning Haiku digtning har fået for ham.

 

Lila Beate Møller Kristensen

er født i 1922. Hun har skrevet digte det meste af sit liv, for som hun siger: "Jeg forstod alting meget bedre, når det var poesi."

Lila Beate er opvokset på landet, og det har haft stor betydning for hende. Hendes digte kredser om naturen, og fra hendes opvækst har hun også beskrevet stemninger fra besættelsestiden, tiden som så brat var med til at afslutte hendes lykkelige barndom.

 

Lila Beate har aldrig fået udgivet nogle af sine digte, men Holluf Pile Bibliotek og dets benyttere har haft stor glæde af en del af hendes digte, idet de er blevet udstillet på biblioteket i forbindelse med "Månedens digt" gennem hele år 2007.

Lila Beates barnebarn Pil vil læse nogle af Lila Beates digte op.

 

Vel mødt på Holluf Pile Bibliotek.

 

Pressekontakt: Bibliotekar Lisbet Vincentzen tlf. 6551 4351, mail: lvi@odense.dk.