Spring til indhold
Nyhed

Robotlaboratorium, Center for Robotteknologi og strategisksamarbejde

29-01-2007

Pressemeddelelse den 26.01.2007

Robotlaboratorium, Center for Robotteknologi og strategisk samarbejde

– markante resultater af samarbejdet i RoboCluster-netværket.

 

Torsdag den 1. februar 2007 åbner RoboCluster, Syddansk Universitet og Teknologisk Institut et fælles robotlaboratorium på Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet. Laboratoriet vil danne rammen om fælles robotprojekter og være et fælles rum, hvor aktører fra erhvervsliv og forskningsverdenen kan eksperimentere og modne robotteknologien. Samtidig markerer Teknologisk Institut åbningen af et nyt center for robotteknologi i Odense.

 

- Robothallen vil være et tilbud, hvor erhvervslivet kan komme i aktiv interaktion med forskerne og de studerende på Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet. Her får de en fælles bane at spille på, hvor viden kan udveksles og nye idéer afprøves. Jo større interaktion, jo større forståelse og jo bedre idéer og løsninger, siger Michael Wehner Rasmussen, der er daglig leder af RoboCluster.

 

De tre partnere viderefører hermed den positive udvikling på robotområdet, som de har skabt over de seneste tre til fire år, hvilket har medvirket til, at Odense er blevet et omdrejningspunkt for udviklingen af robotteknologi i Danmark. Partnernes relationer er blevet yderligere konsolideret gennem en ny strategisk samarbejdsaftale.

 

- Formålet er at huse de forsknings- og udviklingsprojekter, som gennemføres i RoboCluster-klyngen på Syddansk Universitet og Teknologisk Institut inden for robotområdet. Både forskere, udviklere og medarbejdere fra en lang række virksomheder er involveret. Målet er naturligvis at samle disse aktører om samarbejdsprojekter og derigennem fungere som en dynamo og et kraftcenter for robotudviklingen i regionen, siger Claus Risager, der er leder af Teknologisk Instituts nye Center for Robotteknologi i Odense.

 

Robotlaboratoriet åbnes officielt ved en reception den 1. februar 2007 kl. 15.00 – 17.30, hvor bl.a. rektor for Syddansk Universitet Jens Oddershede, Teknologisk Instituts administrerende direktør Søren Stjernqvist, RoboClusters bestyrelsesformand, Kompans administrerende direktør Carl Henrik Jeppesen og Odenses borgmester Jan Boye vil tale. Der vil desuden være mulighed for at se en robotudstilling med en række igangværende udviklingsprojekter - og robotinstallationer fra samarbejdspartnere fra erhvervslivet. Robotudstillingen åbner kl. 13.30.

 

Arrangementet er forbeholdt inviterede gæster, men journalister er velkomne og kan henvende sig ved indgangen til Hal J, Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet, Niels Bohrs Allé, 5230 Odense M.

Vedhæftet: Invitation med program til åbningsreceptionen >>Invitation_nyt robotlaboratorium_01_02_2007.pdf<<

 

Kontakt:

Yderligere oplysninger og information om de udstillede projekter

Niels Jul Jacobsen, projektchef i RoboCluster, tlf. 6550 4366, njj@robocluster.dk

Anders S. Sørensen, lektor ved det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet, tlf. 6550 7386, anss@mmmi.sdu.dk

Claus Risager, leder af Center for Robotteknologi, tlf. 7220 3985, claus.risager@teknologisk.dk