Renovationsselskabet fejrer 125 års jubilæum med åbent hus
Biler i aktion
Ku´ du tænke dig at se, hvordan en skraldebil arbejder, eller hvad med at komme tæt på en skraldebil der vasker beholderne samtidig med at den tømmer - eller en mobilsugebil, der med sin store støvsuger kan suge affald ud af en hel boligblok – eller måske bare en tur med hestevogn?
Det og meget mere kan opleves, når Odense Renovationsselskab holder åbent hus på søndag den 26. august for byens borgere.
Faldskærmsudspring og bluesband
Der kommer også et band – Working Mojo som spiller bluesmusik - og faldskærmsudspringere, der vil sørge for underholdning til alle dem, som er knap så interesseret i affald – og for børn og barnlige sjæle er der slushice, balloner, en fjernstyret udgave af en skraldebil og en minigravko.
Kom og få en snak om affald
På affaldsområdet er der sket rigtig meget, ikke mindst indenfor de sidste 25 år har folk ændret opfattelse af hvad affald er - og er blevet meget mere miljøbevidste, hvilket betyder at større mængder går til genbrug. Samlet set producerer hver enkelt borger også mere affald, som Renovationsselskabet tager sig af.
På åbenthusdagen vil du derfor kunne få en god snak med medarbejdere fra selskabet, som vil fortælle dig om, hvad du bl.a. kan gøre for at minimere mængden af affald.
Ønskes yderligere oplysninger om arrangementet, kontaktes undertegnede på telefon 63138205 eller 401560 42.
Kommunikationschef
Odense Renovationsselskab A/S