Spring til indhold
Nyhed

Postterminal solgt for 150 mio kr

08-01-2007

Postterminal solgt for 150 mio. kr.

 

Ejendomsfirmaet Nordicom har købt den store postterminal i Dannebrogsgade af Post Danmark.

Post Danmark skal fortsat bruge en del af bygningen, mens 2. og 3. sal skal istandsættes og bruges til fremmede lejemål. Der er forhandlinger i gang med forskellige offentlige institutioner om lejemålene. Hele bygningens areal er på 37.448m2.

 

-Posthusbygningen er centralt beliggende i forhold til stationen, og det giver gode transportmuligheder for medarbejdere i forhold til udlejning af kontorlejemål, siger Preben Thomsen, som er udviklingsdirektør hos Nordicom.

 

-Vi er glade for den udvikling, som Odense er i, og vi kigger på andre udviklingsmuligheder i forhold til de politiske planer for Odense, som allerede er udstukket. Nordicom er i dialog med kommunen i forhold til fremtidige projekter og har allerede købt andre bygninger i Odense. Bl.a. Refning Poulsens tidligere lokaler i Kongensgade og den tidligere Odense Konservesfabrik på Middelfartvej.

 

- Det har været vigtigt for os at sælge ejendommen til en god pris. Vi er sat i verden for at huse Post Danmarks enheder og ikke for at investere så store beløb, som det vil kræve at gøre de 12.958 ledige kvadratmeter egnede til en lejer. Samtidig har det være vores mål at finde en løsning, således at de Post Danmark enheder, der i dag huser bygningen, kunne blive boende. Derfor er vi meget glade for salget til Nordicom, siger Ejendomschef i Post Danmark Jesper Friisberg.

 

- Jeg er utrolig glad for salget af posthuset til Nordicom. Det vidner om, at der er gang i en spændende udvikling i Odense, og jeg ser frem til et videre samarbejde med Nordicom i forhold til andre dele af byen, siger borgmester Jan Boye.