Spring til indhold
Nyhed

Koncert med Peter Bastian og bulgarske musikere på Musikbiblioteket

08-02-2007

Pressemeddelelse fra Odense Centralbibliotek

Koncert med Peter Bastian, Nikola Jankov og Lenovskata Grupa Musikbiblioteket præsenterer en usædvanlig spændende koncert med Peter Bastian i samspil med nogle af de største navne inden for bulgarsk musik. Oplev en fascinerende koncert fyldt med følelser og nærmest rå energi!

 

Nikola Jankov og Lenovskata Grupa har i en årrække været et af Bulgariens mest berømte bands. Nikola Jankov bor i landsbyen Lenovo, hvor han også er født og opvokset. Lenovo ligger midt i det centrale bulgarske lavland, der er hedt og støvet om sommeren og mudret om vinteren. Og han elsker sin landsby! Orkesteret er opkaldt efter landsbyen. Lenovskata betyder "fra Lenovo" og mange af Nikola Jankovs egne melodier bærer navnet. Musikken er folkemusik i ordets oprindelige betydning: brugsmusik for folk skræddersyet til at formidle følelser og rå energi. Spillestilen er udviklet før mikrofoner og forstærkeranlæg, så alle musikere spiller med meget kraftige udtryk. Forsiringsteknikken er overordentlig udviklet. Helt særegne er de "skæve takter" og den konsekvente brug af 32.dels triller.

 

Nikola Jankov har været Peter Bastians lærer i den bulgarske klarinetspillestil. Han er omtalt i Peter Bastians kendte bog "Ind i musikken", hvor mødet med ham udgør startskuddet i bogen. Siden 1991 har gruppen turneret i Danmark hvert år. De har givet koncerter over hele landet og går i danskerne med træsko på! Deres koncerter er en overvældende succes, ikke mindst for musikerne som er vant til at blive taget som en selvfølge i deres hjemland. Musikken ligger helt åbenlyst tæt på den danske sjæl. Peter Bastian har procuceret 2 CD’er med gruppen, og det er i elvte time, musikken er blevet optaget, for den spillestil som Nikola Jankov repræsenterer er ved at uddø. Med den elektriske forstærkning er fortidens rå klangdannelse ikke længere tvingende nødvendig. Endvidere er det gamle klarinetsystem (Albert Systemet) ved at blive fortrængt af den fingertekniske enklere Bøhmklarinet. Den har en glattere, mere klassisk klang, men ejer ikke Albertklarinettens rige mulighed for individuel klangudvikling.

 

Musikerne er:

Nikola Jankov og Peter Bastian på klarinet

Ivanka Bogdanova, vokal

Miniu Dimitrov på saxofon

Entcho Ivanov på harmonika

Emil Bandjolov, harmonika og vokal

Ivan Velev på trommer

 

Velkommen til en usædvanlig spændende koncert onsdag den 21. februar kl. 19.30 Musikbiblioteket, Pantheonsgade 15. Entre: 50 kr.

 

For nærmere oplysninger kontakt bibliotekar Bodil Kragh Christensen tlf. 65 51 44 44, mail: bkc@odense.dk