Odense Zoo bliver vært for international marketingkonferende
for zoologiske haver og akvarier
Efter længere tids kandidatur er det lykkedes Odense Zoo i samarbejde med Givskud Zoo at trække den Internationale Marketingkonference for Zoologiske Haver og Akvarier til Odense. Det sker i juni 2009.
Værtskabet for konferencen blev i går officielt tildelt Odense Zoo i Pretoria, Sydafrika, hvor Steen Møller og Henrik Lehmann Andersen i disse dage deltager i en konference arrangeret af WAZA (World Association of Zoos and Aquariums).
"Vi er meget stolte over, at det er lykkedes os at trække et markant, internationalt zoo-arrangement til byen," siger bestyrelsesformand Steen Møller. Direktør Henrik Lehmann Andersen fortsætter: "Der var konkurrence til det sidste mellem Prag og Odense, men det lykkedes at overbevise marketingskomiteen, at Odense by og Odense Zoo var det rigtige valg".
Konferencen i Odense afholdes i tæt samarbejde med Givskud Zoo i perioden 16. – 20. juni 2009 på Radisson SAS H.C. Andersen Hotel. Ud over det rent faglige indhold vil konferencen i løbet af de fire dages intensive program bringe de 150 deltagere vidt omkring i byen i forbindelse med forskellige arrangementer.
Den Internationale Marketingkonference for Zoologiske Haver og Akvarier afholdes hvert 2. år. Netop nu altså i Pretoria, Sydafrika.
Om WAZA (World Association of Zoos and Aquariums).
WAZA er paraplyorganisationen for over 1.300 af verdens førende zoologiske haver og akvarier, der tilsammen har mere end 600 mio. besøgende årligt.
WAZAs mission er at stille lederskab til rådighed og understøtte zoologiske haver, akvarier samt partnerorganisationer i forbindelse med dyrevelfærd og beskyttelse, bevaring af biologisk mangfoldighed, miljømæssig uddannelse og global bæredygtighed.
Grundstenene i organisationen blev lagt i 1935 i IUDZG (Den internationale sammenslutning af direktører for zoologiske haver), men navnet WAZA kom først til i år 2000, for at indikere en langt mere global profil.