Odense satser på verdensudstillingen i Shanghai 2010
Odense lægger nu - som cykelby - billet ind på at blive en af de byer, der får lov at sætte sit særpræg på verdensudstillingen i Shanghai i 2010 – Expo 2010. Det har økonomiudvalget netop besluttet.
Verdensudstillingen bliver afholdt under temaet Bedre Byer Bedre Liv. 30 byer bliver valgt ud som Best Practice-eksempler for byudvikling, og det er som en af disse byer, Odense nu - på opfordring fra Erhvervs- og Byggestyrelsen – søger om at få lov at deltage.
- Verdensudstillingen er en fantastisk markedsføringsplatform, hvor vi kan fremme Odenses image internationalt og samtidig skabe nye erhvervsmæssige kontakter og netværk, siger borgmester Jan Boye.
Arrangørerne regner med, at flere end 200 lande og organisationer deltager i verdensudstillingen, som forventes at blive besøgt af 70 millioner mennesker.
Best Practice-byerne får på 15 hektar lov at vise, hvordan de har indrettet sig bedst muligt for borgerne og/eller miljøet.
Den 31. august 2007 udløber ansøgningsfristen, og Odense vil vide hvilke og hvor mange byer i verden, der har lagt billet ind på at blive Best Practice-eksempel på Expo 2010 i Shanghai.
Yderligere oplysning hos:
Borgmester Jan Boye: 6551 1000 / 2040 2912. Mail: jb@odense.dk