Spring til indhold
Nyhed

Odense og REKA i samarbejde om havneprojekt

21-08-2007

Fremtidens Kulturø på Odense Havn skal være et levende sted, hvor aktive og  kreative mennesker fra nær og fjern tager til, udfolder sig, bor, arbejder og morer sig.

 

I de kommende år skal Odense Havn gennemgå en spændende udvikling – Kulturøen bliver et af områderne. For at sikre succes har Odense netop indgået en aftale med REKA Gruppen om sammen at udvikle Kulturøen til et dynamisk og kreativt center.

 

Konkret har REKA sikret sig retten til at bygge på 25.000 etagemeter på Kulturøen, og de skal sammen med kommunen og havnen indgå i en styregruppe, der skal udvikle en masterplan for hele Kulturøen .

 

REKA bidrager med stor erfaring inden for udvikling af totalkoncepter, når det gælder bolig, fritid og oplevelser, senest i forbindelse med Lalandia Billund, der bliver Nordeuropas største ferie- og oplevelsescenter.

 

Tendensen er klar. Der sker en sammensmeltning af fritid, dagligliv, kultur og aktivt erhvervsliv, og det er opskriften på at gøre Odense Havn – og ikke mindst Kulturøen – til et aktiv for hele Odense i de kommende år.

 

Et vandkulturhus bliver formentlig spydspidsen og en samlende enhed på Kulturøen. Det er kommunen, der står bag etableringen af vandkulturhuset, som f.eks. kan komme til at rumme spændende bassiner med direkte udsyn til vandet, wellness osv. Det er også planen, at et nordatlantisk hus, der skal tage udgangspunkt i natur og kultur fra Nordatlanten, får til huse på Kulturøen. Ellers er ideerne og mulighederne mange:

 

Kunstnerboliger, sportsaktiviteter, værksteder, udstillinger, events, restauranter, ferieboliger, hotel- og konferencefaciliteter, butikker osv. Kulturøen er nu i en fase, hvor de mange ideer skal blive konkrete, hvilket styregruppen skal sørge for. Der bliver arbejdet med planen fra efteråret og frem til april 2008.

 

- Vi er glade for aftalen, som sikrer, at der bliver lavet en samlet plan for Kulturøen, så vi får et spændende og varieret område, hvor der er tænkt i synergi og helhed fra starten, siger havnedirektør Carsten Aa. 

 

- Jeg synes, Odense har tænkt stort, spændende og anderledes for fremtidens havneområde. Her er alle muligheder for at skabe en succes. Der er gjort et stort indledende arbejde, og vi bringer en viden og erfaring fra tidligere projekter, hvor sammensmeltningen af dagligliv og fritid har været en væsentlig målsætning, siger REKA’s direktør Jesper Kristensen.

 

Borgmester Jan Boye ser samarbejdet som en vigtig brik i opfyldelsen af målet om at binde by og havn tættere sammen via en rute fra bymidten til havnen, som ender på spidsen af Kulturøen.

 

- Vi skal skabe et spændende og levende kulturelt kvarter på Odense Havn, som odenseanerne og gæster i byen vil nyde. Vi får nu i styregruppen et spændende forum at udvikle ideer i, siger Jan Boye.

 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Borgmester Jan Boye, tlf.: 20 40 29 12

Havnedirektør Carsten Aa, tlf.: 23 64 29 10

Direktør Jesper Kristensen, REKA Gruppen, tlf.: 40 10 59 33

 

Læs mere om omdannelsen af den indre del havneområdet i Odense, herunder Kulturøen på Odense Kommunes hjemmeside

Læs mere om REKA og tidligere projekter

Læs mere om Odense Havn