Odense Kommune indfører ny telefoniløsning til gavn for borgerne
Odense Kommune indfører ny telefoniløsning til gavn for borgerne
I løbet af de kommende par år samles alle Odense Kommunes afdelinger og institutioner i én fælles telefoniløsning. Det sker ved at kommunen benytter nye og eksisterende dataforbindelser til også at håndtere telefonien - i form af den såkaldte IP-telefoni.
En af forskellene mellem det nuværende telefonsystem og IP-telefonen er, at IP-telefonen kører over pc-netværket og ikke i selvstændige telefonkabler som i dag. Men der er selvfølgelig også andre forskelle, for teknikken bag IP-telefonen åbner muligheder, som både kan gøre gavn internt i kommunen, men som også kommer borgerne til gode.
- Telefonen skal altid besvares. Også hvis man ikke selv er til stede. Fremover vil telefonen kunne "slå op" i den elektroniske kalender, og hvis man er optaget, kan den selv stille om til telefonsvareren. På den måde går vi ikke glip af vigtige telefonopkald, borgeren kan altid lægge en besked. Det er god service, siger Kristian Buhl Hansen, der er chef i Odense Kommunens KompetenceCenter IT.
- I øjeblikket er vi under stort pres i forhold til borgerhenvendelser pr. telefon. Det arbejder vi aktuelt meget hårdt på at løse. Aftalen med TDC er for mig at se et rigtig godt værktøj til yderligere at forbedre borgerservicen på telefonområdet. Men det er vigtigt at understrege, at vi forventer en lang indkøringsperiode, og at de enkelte elementer først er i fuld drift om to-tre år, siger Hanne Sørud, chef for BorgerServiceCenter.
Grundstenen til IP-telefonen blev egentlig lagt for 3 år siden, da Odense Kommune indgik en aftale med TDC om at indføre cityMan, som er meget kraftige dataforbindelser. Disse forbindelser har gjort den interne telefoniske kommunikation bedre, og det fører nu til, at IP-telefonen kan forbedre kommunikationen til og med kommunens borgere også. Den nye aftale med TDC omfatter således også, at der etableres ca. 250 nye CityMan forbindelser, således at samtlige kommunens afdelinger og institutioner bliver koblet op.
Den fire-årige aftale, som er indgået med TDC, er kommet i stand efter at den har været i udbud i Statens og Kommunernes Indbøbssamarbejde. Startsskuddet til IP-telefonen lød i dag kl. 12, da stadsdirektør Jørgen Clausen og TDC-Erhvervs direktør Klaus Pedersen mødtes på Odense Rådhus og satte deres signaturer på aftalen.
På årsplan regner Odense Kommune med at kunne spare 3,5 mio. kr på at indføre IP-telefoni.
For yderligere oplysninger kontakt:
Kristian Buhl Hansen, chef for KompetenceCenter IT
Mail: krbh@odense.dk
Telefon: 6551 1400
Mobil 2160 9110