Spring til indhold
Nyhed

Odense bygger nyt bosted til yngre handicappede

18-12-2007

Ældre- og Handicapudvalget har netop vedtaget skitseforslaget til et byggeprojekt i Seden Syd, der i efteråret 2009 skal være hjem for 40 yngre handicappede.

 

Projektet har været på tegnebrættet siden i sommer, og nu har udvalget nikket til den plan for udførelsen af projektet, som i dag blev præsenteret på udvalgsmødet.

 

Projektet er bemærkelsesværdigt, fordi der er indbygget en særlig høj grad af fleksibilitet i bygningerne, så de kan tilpasses de enkelte beboeres behov. For eksempel er ruminddelingerne i de enkelte boliger fleksible, så den enkelte beboer selv kan bestemme, hvor mange m2 der skal bruges på stuen, og hvor mange der skal gå til soveværelset. Man kan også selv vælge, om man vil have eget køkken i sin lejlighed eller bruge pladsen på noget andet og i stedet udelukkende bruge et af de fire fælleskøkkener. På fællesarealerne bliver der bl.a. opført en aktivitetssal, hvor beboerne kan udøve forskellige former for fysiske aktiviteter.

 

Ideologien bag det nye botilbud fra Odense Kommune er, at det skal give de yngre handicappede mulighed for et aktivt ungeliv på lige vilkår med andre unge. Botilbudet rummer mulighed for at lave nogle aktiviteter i huset, som handicappede ellers kan have vanskeligt ved at deltage i.

 

Forældrene til de kommende beboere har været inddraget i processen. Den tætte dialog med forældrene skal være med til at sikre, at byggeriet bedst muligt imødekommer de unges behov.

 

Næste skridt er, at projektet kommer i udbud i starten af det nye år. Licitationen er i april, og der er forventet byggestart i efteråret 2008. De første beboere forventes at kunne flytte ind i deres nye hjem i efteråret 2009.

 

For flere oplysninger om projektet kontakt byggekonsulent Henrik Max tlf. 65 51 30 40 eller hemr@odense.dk, der bl.a. kan være behjælpelig med billeder/skitser af projektet, eller kontorchef Ulla Hetebrügge tlf. 65 51 39 02 eller ujh@odense.dk.