Nordatlantisk Hus har fået sit eget website
Ideen om Nordatlantisk Hus på Odense Havn tager mere og mere form, og derfor har projektet nu fået sit eget website: www.nordatlantiskhus.dk .
På sitet kan man følge med i udviklingen, tankerne og visionerne bag Nordatlantisk Hus og få et grundigt indblik i husets mangfoldighed lige fra sociale aktiviteter, foreningsliv, kulturarrangementer, udstillinger og informationsservice om de nordatlantiske lande, samt restaurant og butik med mode og brugskunst fra Island, Færøerne og Grønland.
- Jeg synes, det er blevet et rigtig flot site, som giver et glimrende overblik over det spændende projekt, som Nordatlantisk Hus er. Vi er glade for sitet, da det giver os mulighed for at synliggøre alle visionerne og tankerne bag huset endnu bedre for borgerne, siger Steen Møller, der er næstformand i styregruppen for Nordatlantisk Hus og medlem af Odense Byråd.
Det Nordatlantiske Hus, som skal være centrum for nordatlantiske unge på uddannelse, erhvervsfolk, kunstnere og andre, vil danne en ny ramme om det nuværende Grønlandske Hus i Odense, der fremover bliver en del af Nordatlantisk Hus på havnen. Huset skal bruges hver dag både af borgere fra de nordatlantiske lande, der enten bor i Danmark eller er på gennemrejse og af danskere i regionen.
Den folder, som allerede er udgivet om Nordatlantisk Hus ligger desuden som PDF-fil på sitet.
For yderligere oplysninger kontakt:
Kirsten Mærsk
Tlf.: 6613 7085
Mobil.: 2246 0405
Mail: km@dgh-odense.dk