Spring til indhold
Nyhed

Musikalske skæbner

31-08-2007

Torsdag den 13. september KL. 20.00 · Odense Koncerthus · Carl Nielsen Salen

 

Fredag den 14. september KL. 20.00 · Odense Koncerthus · Carl Nielsen Salen

 

Odense Symfoniorkester

Dirigent:  Fedor Glushchenko

Solist:  Grigorij Sokolov, klaver

Program: Glinka: Danse fra 3. akt af Russlan og Ludmila – Naina haverneProkofiev: 

Klaverkoncert nr. 1

Beethoven: Symfoni nr. 5, Skæbnesymfonien

 

Odense Symfoniorkester har igennem hele sin mere end 60-årige historie haft et særligt nært forhold til russiske dirigenter og solister. Samarbejdet med mesterpianisten Grigorij Sokolov er et af de mest lysende eksempler på dette. Sokolov har igennem hele sin karriere, og det vil sige i mere end 30 år, beredt sit store publikum i Odense utallige enestående oplevelser. I år har han valgt at præsentere sig i Prokofievs koncentrerede og temperamentsfulde 1. klaverkoncert, skrevet i 1911, da komponisten var bare 20 år gammel.

 

På dirigentpodiet finder vi endnu en russer, Fedor Glushchenko, der også i årenes løb har stået for mange fine musikoplevelser i Odense – bl.a. i forbilledligt sammenspil med Sokolov.

 

Koncerten indledes med lidet kendte toner, danse fra Mikhail Glinkas opera Russlan og Ludmila og afsluttes til gengæld med særdeles kendte toner: Beethovens Skæbnesymfoni, den anden i rækken af denne sæsons mange "5. symfonier".

 

Komponisten blev ramt af en tiltagende døvhed, der satte ind, da han var bare 26 år gammel, men skønt dette i løbet af 1800-tallets første årti gjorde ham mere og mere isoleret fra omverdenen, var Beethovens skaberkraft større end nogen sinde. En imponerende række af mesterværker så dagens lys i denne periode, og det er tankevækkende,at Skæbnesymfonien ved uropførelsen i december 1808 delte plakat med 6. symfoni, 4. klaverkoncert, dele af C-dur Messen, foruden at Beethoven også improviserede ved klaveret. Koncerten varede fire timer! Ved koncerterne i Odense 13. og 14. september slipper man med to!

 

Billetpriser: kr. 185, 140 og 70.

 

Billetsalg i Carl Nielsen Museet, Odense Koncerthus mandag-tirsdag-onsdag kl. 14-17 samt på dage med aftenkoncert med entré i Carl Nielsen Salen kl. 16.00-21.30.

 

Billettelefon 66 12 44 80.

 

Online billetsalg døgnet rundt (indtil 8 dage før koncerten) på www.odensesymfoni.dk.