Spring til indhold
Nyhed

Møllehaves ønskekoncert

03-10-2007

Fredag den 12.  oktober KL. 20.00 · Odense Koncerthus · Carl Nielsen Salen

Søndag den 14.  oktober KL. 13.00 · Odense Koncerthus · Carl Nielsen Salen

 

Odense Symfoniorkester

Dirigent: Henrik Vagn Christensen

Solist: Christine Gaski, sopran

Causeur: Johannes Møllehave

Musik af Mozart, Prokofiev, Bernstein, Lloyd Webber, Carl Nielsen, Fabricius Bjerre og Andy Pape

 

Det er en fortæller for Herren, der har valgt programmet ved disse to populærkoncerter. Præsten, forfatteren, foredragsholderen m.m. ved navn Johannes Møllehave er kendt af de fleste som et menneske, der kan tale vidende, medrivende og vedkommende om næsten alt.

 

Ved denne lejlighed befinder han sig i et univers, man måske ikke automatisk forbinder ham med, men tag ikke fejl – også musik har Møllehave et forhold til!

Programmet bærer i høj grad præg af at være valgt ud fra kriteriet om, at der skal kunne fortælles en god historie i tilknytning til musikken.

 

Ouverturen til Mozarts opera Don Juan kan ikke undgå at medføre et par ord om Søren Kirkegaard. Dramaet om Romeo og Julie er bevægende hver gang, man møder det, hvad enten det er iklædt toner af Prokofiev eller Leonard Bernstein. Sidstnævntes geniale musical West Side Story er som bekendt en moderne gendigtning af Shakespeares mere end 400 år gamle skuespil om de unge elskende, der kommer fra rivaliserende familier.

 

Carl Nielsen er også repræsenteret – og hans tilstedeværelse giver bl. a. anledning til en fællessang!

 

Møllehave bringer os tilbage til musical-verdenen med ønsket om at høre den smukke sang Memory fra Andrew Lloyd Webbers Cats og uddrag fra Bent Fabricius-Bjerres Esther, der bygger på Henri Nathansens evigt aktuelle skuespil Indenfor Murene, der også læner sig op ad Romeo og Julie-problematikken.

 

Andy Pape er en komponist, der i sjælden grad formår at skrive ny partiturmusik med appel til det brede publikum. An Americaner in Danmark er skrevet til Odense Symfoniorkesters blæsere, og værket er en velklingende hyldest til George Gershwin.

 

Den rutinerede Henrik Vagn Christensen står på podiet, og som sangsolist medvirker den unge, meget talentfulde Christine Gaski, elev på Odense Teater.

 

Billetpriser: kr. 185, 140 og 70. Billetsalg i Carl Nielsen Museet, Odense Koncerthus mandag-tirsdag-onsdag kl. 14-17 samt på dage med aftenkoncert med entré i Carl Nielsen Salen kl. 16.00-21.30.

 Billettelefon 66 12 44 80.

Online billetsalg døgnet rundt (indtil 8 dage før koncerten) på www.odensesymfoni.dk.