Spring til indhold
Nyhed

Alternativ integration - bus skal sætte spot på tømrerfaget

21-05-2007

I morgen ruller DR’s kampagnebus for en bedre integration ind i Odense. Formålet er de næste tre dage at ”kapre” unge nydanskere i Odense til tømrerfaget

 

Pressemøde på Rådhuset tirsdag den 22. maj kl. 8.30 til 9.00 i lokale 224 med følgende repræsentanter: Borgmester Jan Boye, Formand for fagforeningen Træ Industri Byg (TIB) Karsten Hønge, de unge fra Mission Integration (DR’s kampagnebus) og formanden fra Integrationsrådet, Abdulahi Egal.

 

Tilmelding til pressemøde kan ske hos Camilla Dyssel på 6551 1023 eller cqd@odense.dk

 

Integration behøver ikke at være kedelig. Og de næste tre dage bliver alt andet end kedelige i Odense. I morgen ruller DR’s kampagnebus for bedre integration nemlig ind i Vollsmose. Bussen er bemandet med seks unge nydanskere i kamp mod ledighed blandt etniske unge, og de vil sammen med fagfolk og ungdomsvejledere fra Odense indtil på torsdag køre rundt til udvalgte destinationer i byen. Formålet er at sætte fokus på tømrerfaget blandt unge nydanskere:

 

”Vi skal have flere unge med anden etnisk baggrund til at gå ind i tømrerfaget,” fortæller byrådsmedlem og formand for TIB, Karsten Hønge. ”Ikke fordi vi som sådan mangler unge til uddannelsen, men fordi vi gerne vil have tømrerfaget til at spille en aktiv rolle i forhold til integrationen, og derfor sætter vi nu ekstra turbo på tømrerfaget for at fange de unge nydanskeres interesse. Vi håber at få kapret en masse til det brobygningsforløb mellem de unge og faget, som starter op her i Odense den 3. september.”

 

Også forældrenes interesse skal vækkes

Men det er ikke kun de unge nydanskeres interesse, der skal vækkes. Også forældrene spiller en stor rolle, når de unge vælger levevej. Derfor er både de etniske unge og deres forældre målgruppen for de næste tre dages alternative integrationsindsats

 

”Vi håber i løbet af de næste par dage også at nå de unges forældre, for det er en kendsgerning, at forældrenes mening om uddannelse og karriere spiller en meget stor rolle, når de unge vælger en fremtidig levevej,” fortæller integrationskoordinator i Odense Kommune, Birgitte Vinsten. ”Vi skal derfor have gjort forældrene opmærksomme på, at håndværkerfaget i Danmark har stor prestige. Der er også gode penge i det og dermed gode fremtidsudsigter!”

 

Bussens køreplan

Bussen ruller ind i Vollsmose, Abildgårdsskolen, kl. 10.30 i morgen. Bussen skal i løbet af de næste tre dage også besøge Tarup, Blangstedgård og Kongens Have. På torsdag den 24. maj gør bussen sit sidste holdt ved Bazar Fyn, hvor der vil være mulighed for at møde repræsentanter fra Teknisk Skole, tømrermestre, uddannelsesvejledere, jobkonsulenter, repræsentanter fra Integrationsrådet med flere. Rådmand Erik Simonsen vil indlede eftermiddagens seance med en kort tale. Bussen holder ved Bazaren fra kl. 15.00 til kl. 18.00.

 

Baggrund for Mission Integration / DR 1’s kampagnebus

Kampagnebussen hører til Mission Integration Stafetten, der er lanceret af DR i samarbejde med Foreningen Nydansker og Integrationsministeriet. Mission Integration er støttet af EU's socialfond. M ed støtte fra DR, Arbejdsmarkedsstyrelsen og Specialfunktionen for den etniske beskæftigelsesindsats sendes Mission Integration på landsturné fra 30. april 2007 og rammer altså Odense i morgen.

 

Læs mere på www.missionintegration.dk

 

Kampagnen i Odense er tilrettelagt af

Integrationsrådet i Odense, Jobcenter Odense, Odense Teknisk Skole, Ungdommens Uddannelsesvejledning i Odense og Omegn og TIB (Træ Industri Byg)

 

Yderligere oplysninger

Birgitte Vinsten, Integrationskoordinator i Odense Kommune: 23629501

Karsten Hønge, Formand for TIB: 20455062

Steen Christensen, integrationskonsulent i Odense Kommune: 23200281