Med biblioteket og klub Fyn på bogmesse i København
- Nu med fynske forfattere
Fredag den 16. november 2007 arrangerer Odense Centralbibliotek og Klub Fyn en tur til Bogmessen i Forum i København.
I løbet af dagen vil der være mulighed for at høre et væld af såvel danske som udenlandske forfattere debattere, blive interviewet og læse op af deres værker.
Og som en ekstra bonus vil de to fynske forfattere Vibeke Marx og Jesper Wung-Sung køre med i de to busser som biblioteket sender afsted. Så der bliver også tid til at høre lidt om deres bogoplevelser, mens vi nyder det fynske og senere sjællandske landskab på vej mod årets danske bogbegivenhed.
Vi håber, at turen vil give mange litterære oplevelser, men også give muligheden for at møde og snakke med andre som har glæden ved at læse bøger.
Bussen kører fredag morgen klokken 8.00 fra turistbusholdepladsen bag Odense Banegård Center. Vi forventer at være tilbage i Odense igen klokken ca.19.30 om aftenen.
Det er ottende år, at biblioteket arrangerer en sådan tur til årets bogbegivenhed i Danmark.
Vil du være sikker på at få billet kan du henvende dig i Hovedbiblioteket ekspedition, Odense Banegård Center, fra mandag den 1. oktober.
Billetter koster 250 kroner pr. stk. Er du medlem af Klub Fyn er der 25 kroner i rabat.
Ud over billetten til bussen skal der påregnes ca. 90. kr. til indgangsbilletten til messen.