Spring til indhold
Nyhed

Levende veje i Bolbro og Korup

27-03-2007

Justitsministeriet har godkendt projektet med etableringen af 30 km/t zoner i 2 delområder i Korup og Bolbro. Projektet hedder Levende Veje, og lægger op til at gøre vejene mere fredelige hen over sommeren 2007.

 

Trafik og Mobilitet har lavet en hastighedsplan, der på sigt opererer med 30 km/t i alle boligområder. Områderne i Bolbro og Korup er pilotprojekt for denne plan i forhold til, hvordan områderne skal saneres, samt hvordan man bedst kan inddrage beboerne i området i processen.

 

- Vi har ventet siden sidste sommer på godkendelsen fra Justitsministeriet – hele projektet afhang af den, så vi er meget glade, udtaler Anker Boye, rådmand for By- og Kulturforvaltningen. - Nu kan vi komme videre med at sanere områderne og fortsætte det gode samarbejde med beboerne. Og så glæder jeg mig til i samarbejde med beboerne at få planlagt et festligt åbningsarrangement.

 

Pilotområderne i Korup og Bolbro skal gøres mere fredelige vha. bump og vejlukninger hen over sommeren 2007. Formålet med indsatserne er at give vejen tilbage til børn og bløde trafikanter. Med initiativerne bliver det mere trygt og sikkert at færdes på cykel eller at gå i områderne.

 

- De biler, der bruger området som smutvej, skal ledes væk. Hastigheden skal sænkes, så vi igen får "Levende veje", hvor børnene kan færdes frit. Vi er så glade for, at vi har fået godkendelsen fra Justitsministeriet, som betyder, at vi nu må skilte med, at det kun er tilladt - og ikke en anbefaling - at køre 30 km/t, udtaler Bo Vestergaard, som er beboer i Bolbro.

 

Beboergrupperne går nu i gang med at planlægge en lokal kampagne sammen med kommunen, som skal orientere beboere og andre trafikanter om de nye 30 km/t zoner. Kampagnen løber af stablen, når områderne er saneret. Samtidig planlægger grupperne et åbningsarrangement for at markere, at områderne er blevet mere fredelige.

 

Projektet er en del af EU-projektet MOBILIS under CIVITAS-programmet, hvor det overordnede mål er at fremme miljørigtig transport – og trafikløsninger.  

 

Yderligere oplysninger

www.levendeveje.dk

Projektleder Mette Fynbo, 2372 5170 eller 6551 2765 eller mlau@odense.dk