Spring til indhold
Nyhed

Teatret Skægspire - Julen er strøget!

15-11-2007

Moderne juleeventyr, fuld af musik, sang og trylleri.

 

Lørdag den 24. november kl. 14.30 er der danmarkspremiere på Julen er strøget ! Teatret

Skægspires juleforestilling 2007.

 

Julen er strøget !

er skrevet af Paula Ternström og Lars Franson. John Svensson har stået

for bearbejdelse og sangtekster og Michael Vinsa har komponeret musikken. Forestillingen

har været spillet på Odenteatern i Stockholm siden 1999. I Sverige spilles forestillingen

under titlen Julen är stulen.

 

I Teatret Skægspires version af forestillingen har Ole Olsen oversat løjerne og Lisbeth Müller

har piftet musikken op og stået for lyddesignet.

Fra Statens Teaterskole, årgang 2006, har Skægspire hentet såvel instruktør som

scenograf. Kamilla Bach Mortensen står for instruktionen og scenografien er lagt i hænderne

på Ingvild Rømo Grande.

 

I Julen er strøget ! medvirker skuespillerne: Anne Katrine Andersen, Morten Schaffalitzky

og Ole Olsen. Lisbeth Müller leverer den levende musik og lyd mens Bo Westergaard står

for lysdesign, teknik m.v.

 

Julen er strøget !

er målrettet alle over 5 år og Skægspire glæder sig til at præsentere

denne perle af en juleforestilling for det fynske publikum.

 

Om Julen er strøget !:

"Ingen rigtig jul?" Knut tror ikke sine egne ører, da hans mor midt i flytterodet lillejuleaften

erklærer, at der ikke bliver fejret jul, før alt er pakket ud og gjort rent og pænt …

Drengen Knut er sammen med sin far og mor flyttet ind til storbyen. Midt i flytterod, stress og

travlhed er det svært at finde den rigtige julestemning, som ikke handler om krav og ønsker,

men om at være sammen. Da Knuts mor siger, at der ikke bliver tid til at fejre jul, men at

Knut nok skal få sine gaver, bliver det for meget for Knut. Han stikker af for at finde et sted,

hvor man fejrer ægte jul. Han møder Nissen, som fortæller, at det ikke kun er Knuts mor, der

ikke vil holde jul, men at der er generel julekrise. Julens Engel, som skal lokke julen til, må

være forsvundet. Sammen begiver de sig ud for at finde Angela, Julens Engel.

 

Julen er strøget !

er et moderne juleeventyr for hele familien fuld af musik, sang og trylleri.

En trold, en nisse og englen Angela er med til at skabe rammerne omkring et eventyr med

en ægte stemning af jul.

 

Julen er strøget !

spilles på Skægspires scene i Teaterhuset i Odense

fra den 24. november til den 22.december.

 

Lørdage kl. 14.30. Mandage kl. 11.00 og 13.30

Tirsdage og torsdage kl. 9.30 og 11.00

Onsdage og fredage kl. 10.00 og 11.30.

Obs.! den 22. december spiller forestillingen kl. 10.00 og 11.30.