Spring til indhold
Nyhed

Iskoldt åbningsshow i Odense

21-09-2007

Stort iskoldt naturvidenskabeligt åbningsshow i Odense

 

Mandag den 24. september er Odense vært, når Dansk Naturvidenskabsfestival 2007 skydes i gang i skøjtehallen. Det er festivalens største åbningsarrangement nogensinde. Foruden forskere, dansere, skøjteløbere og ishockeyspillere med stjernestatus deltager omkring 800 elever fra skolerne i Odense.

 

Temaet for årets naturvidenskabsfestival er "Vand og is". Og Odenses borgmester Jan Boye glæder sig over, at byen har faciliteterne til det store åbningsshow.

 

- Årets tema bliver slået meget fint an med skøjtehallen, Stiften Stadium, som kulisse. Og i Odense vil vi gerne være både legende og lærende, så vi kan få endnu flere kloge hoveder, der kan tænke nyt og anderledes. Derfor er jeg meget glad for, at åbningen finder sted her i byen, siger Jan Boye.

 

Det er Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, der er i samarbejde med Dansk Naturvidenskabsformidling står for åbningen af årets naturvidenskabsfestival.

 

Der vil ugen igennem være naturvidenskabelige aktiviteter for børn og unge både i skøjtehallen og på Syddansk Universitet.

 

Kontakt:

Jan Boye, borgmester, jb@odense.dk, 6551 1000 / 2040 2912

Charlotte Autzen, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet, cau@sdu.dk, 2065 1074