Spring til indhold
Nyhed

Intensiv fokus på genoptræning og rehabilitering gør ældre stærkere

18-09-2007
Det kan være kvinden, der har tilbragt en måned på sygehuset, og nu skal genoptrænes før hun kommer hjem. Eller manden, der har brug for genoptræning fordi han ikke har holdt sig i gang derhjemme – og som i øvrigt har brug for en grundig oprydning i sin medicin, fordi recepterne gennem årene er vokset støt i antal.

 

Odense Kommunes Døgnrehabilitering er en konsekvens af, at ældre mennesker i dag ofte har et kompliceret sygdomsbillede, at sygehusene specialiserer sig og at patienterne – også de ældre - bliver udskrevet stadig hurtigere.

 

På Odense Kommunes døgnrehabiliteringscenter er der ikke et forløb, der er ens. Det tværfaglige personale står nemlig klar til at stykke et forløb, der passer lige præcis på den enkeltes situation sammen. Udgangspunktet er hvad den enkelte borger gerne vil kunne, når han eller hun skal hjem igen.

 

Fælles for alle forløb er, at man bor på døgnrehabiliteringscentret i den tid rehabiliteringen varer. Det er den tværfaglige og fokuserede indsats som gør, at den enkelte får netop den intensive fokus på at få det bedre, som sætter gang i en god proces.

 

Sygeplejersken kigger på mængden af medicin, den enkelte har i skabet for at finde ud af, om der er fx er nogle piller, der påvirker andre. Fysioterapeuter og ergoterapeuter finder sammen med den ældre ud af, hvilken type træning, som er nødvendig for, at den ældre trygt kan vende tilbage til sit eget hjem. Og social- og sundhedsassistent og –hjælper er der for den ældre i forhold til den pleje, som ofte er nødvendig, når en ældre kommer svækket ind på døgnrehabiliteringen. Alle faggrupper arbejder tæt sammen om det enkelte forløb – og netop tværfagligheden hjælper til, at man får styr på hele den ældres livssituation.

 

Siden døgnrehabiliteringen på Sanderum Plejecenter åbnede i maj har 30 mennesker været igennem et forløb. Her er plads til i alt 16 borgere af gangen. Den 18. september åbner 24 døgnrehabiliteringspladser på Kragsbjergløkke Plejecenter.

 

 

Kontakt

For yderligere oplysninger om døgnrehabiliteringspladserne, kontakt projektleder Anne Ringkjøbing på telefon 65 51 31 07 eller Ole Pedersen, som er leder på Sanderum Plejecenter, på telefon

65 51 18 83