Historisk lav ledighed i Odense
Vi har lige nu den laveste ledighed i Odense nogensinde - eller i hvert fald siden 1996, hvor tallene har kunne sammenlignes.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der fortæller, at den odenseanske ledighed i juni var på 3,5 procent. Det svarer til i alt 3280 personer.
- Det er dejligt og meget tilfredsstillende at kunne konstatere, at vi i Odense har formået at skabe nye job, så endnu flere af vores borgere kan forsørge sig selv i stedet for at modtage ydelser fra det offentlige. Den gode indsats er fortsat et vigtigt fokusområde for Odense Kommune, og jeg er overbevist om, at bl.a. vores Erhvervs - og vækstpolitik vil sætte endnu mere skub i den positive udvikling, siger Jan Boye (K), borgmester i Odense.
Ledighedsprocenten i Odense er lavere end i landets øvrige storbyer: København - 5,3 procent, Århus - 3,6 procent og Aalborg - 3,6 procent. Også hvis man ser på hele Danmark går det godt. Her er ledigheden 3,1 procent, mens Region Syddanmark kan mønstre 2,7 procent.
Yderligere oplysninger hos:
Borgmester Jan Boye: 6551 1000 / 2040 2912. Mail: jb@odense.dk