Spring til indhold
Nyhed

Heldagsskolerne i Vollsmose har fat i den lange ende

14-08-2007

Heldagsskolerne i Vollsmose har fat i den lange ende

 

Da heldagsskolerne etableredes som forsøg for eleverne i indskolingen i Vollsmose i Odense ved forrige skoleårs begyndelse, var det med betydelige forventninger hos både politikere og skolefolk.

Nu foreligger den første statusrapport om "Heldagsskolen som uddannelsespolitisk initiativ".

Med dette tætte opfølgende arbejde, hvor de pædagogiske forskere har fulgt både elever, forældre, pædagoger og lærere i skolernes hverdag, har Odense Kommune sikret sig, at dette stærke uddannelsespolitiske initiativ, som på flere måder bryder med etablerede danske skoletraditioner, fortsat kan udvikle sig positivt.

Kommunens skoleafdeling og Rådmand Jane Jegind har i første omgang modtaget meget opløftende meldinger fra de involverede skoler, her forholdsvis kort inde i forsøgsperioden.

Statusrapporten peger på, at skolebespisning og et øget antal idrætstimer er grundlæggende for elevernes trivsel i skolen, og de tre Vollsmose skoler har været enige om, i første omgang at sætte ind her.

Rapporten fremhæver, at den tidlige skepsis hos nogle forældre er vendt til positiv forventning. Tosprogede elevers forældre har generelt store forventninger til, at en offentlig skole skal give deres børn chancer for at få en god uddannelse og få en god fremtid.

Rapporten peger på, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger giver en række muligheder for at nytænke undervisning og læringsmiljø.

Heldagsskolekonceptet for skoler med mange tosprogede elever og spredning af de tosprogede elever mellem flere skoler er grundlæggende to modsatrettede skolepolitikker, mener rapportens forfattere. Igen – siges det - er det vigtigt at se på elevernes hele læringsmiljø og i særlig grad at have øje for det sproglige læringsmiljø.

Odense Kommune deltager sammen med de andre kommuner med heldagsskoleforsøg – Høje Taastrup, Århus og København - i et netværk, hvor erfaringer og udviklingstemaer deles. Nu kan Odense Kommune bidrage med en forskningsbaseret vinkel i dette arbejde, som følges nøje af mange kommuner og skoler landet over. Forventningerne er store.

Til det grundlæggende spørgsmål, om tosprogede elever på skoler i områder med socialt boligbyggeri skal have mere skole, er svaret: "Ja, både mere skole og bedre skole!"

Odense Kommune er derfor også tryg ved, at kommunen sideløbende har et større efteruddannelsesforløb i dansk som andetsprog for kommunens lærere.

Odense Kommune mener at have fat i den lange ende, og det politiske udvalg vil følge heldagsskolerne tæt og forventningsfuldt de kommende år.

Rådmand Jane Jegind udtaler i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, at: "Vores forventninger til dette uddannelsespolitiske initiativ bestemt ikke er blevet mindre. Det er spændende læsning. Og så er det jo også dejligt, at vi får bekræftet at det nytter at tænke anderledes og gå nye veje".

I rapporten opregner de to forfattere, adjunkt og projektleder Lars Holm og lektor Karen Valentin; Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, en række fokuspunkter, som der skal holdes øje med i den kommende periode.

Forsøgsperioden udløber 2009. Forinden skal tages stilling til om heldagsskolerne evt. skal udvides til flere klassetrin og ordningen gøres permanent.

Statusrapporten "Heldagsskolen som uddannelsespolitisk initiativ; første statusrapport 2006-2007" er tilgængelig på Odense Kommunes hjemmeside pr. 14. august 2007. Rapporten er desuden også vedhæftet denne mail.

 

For spørgsmål eller kommentarer, kan nedenstående kontaktes:

Rådmand Jane Jegind kan kontaktes på tlf. 6551 5000 / 2091 1031 eller e-mail: jmj@odense.dk

Tosprogskonsulent Claus Qvortrup; 6551 5131 e-mail: cq@odense.dk