Spring til indhold
Nyhed

Galathea i Odense Havn

24-01-2007

Odense Kommune og flere private samarbejdspartnere er i fuld gang med at forberede og koordinere en ny spændende sæson på Havnen i Odense. Det betyder, at Havnen igen kommer til at danne rammen om en række begivenheder for både børn og voksne.

 

Galathea på besøg

Det hele begynder den 28. 29. april, når Galathea3 kommer til Odense i forbindelse med Forskningens Døgn. Programmet for døgnet bliver lavet i et samarbejde mellem EventHouse – en del af Odense Kommune -, Galathea-ledelsen, Odense Zoo og Syddansk Universitet, og der vil blandt andet være mulighed for at møde nogle af de forskere fra Odense, som har deltaget i togtet på Galathea.

- Jeg er meget tilfreds med, at det endnu en gang tegner til at blive en spændende og alsidig sæson på Havnen i Odense. Især er jeg utrolig stolt over, at Galathea har valgt at lægge vejen forbi os, siger borgmester Jan Boye.

- En havn i en by er en gave, og når havnen så oven i købet kan være et naturligt samlingssted ved en række arrangementer for byens borgere, er det endnu bedre, tilføjer borgmesteren.

 

Havnekulturfestival

Senere på foråret kan man høre nogle af de mange dygtige musikere fra Odenses rytmiske scene spille. I "Kansas City" på

Munkebjergve j er der lige åbnet gode øvelokaler, og nogle af de mange talentfulde unge vil optræde på – og i havnen(!) - på "Havnekulturfestival Giraffen til søs II", hvor der ligesom sidste år vil blive et stort blandet program inden for fritids- og kulturlivet.

Festivalen, som er en vigtig brik i at udvikle Havnen til et unikt aktivitets- og begivenhedsområde, arrangeres af By- og Kulturforvaltningen, Børn- og Ungeforvaltningen og andre med støtte af EventHouse – en del af Odense Kommune.

Rådmand i By- og Kulturforvaltningen, Anker Boye, er glad for at havnen er stærkt på vej frem som ny bydel:

- Det er dejligt at se, at havnebyen udvikler sig med raske skridt og bliver stedet for oplevelser både på vandet og mellem de flotte bygninger, pladser og byggerier. Jeg synes bestemt, at vi har fået strikket et rigtig godt program sammen for 2007. Tilmed glæder det mig, at vi også i hverdagen kan opleve Havnen enten ved at blive guidet rundt på området via vores nye lydguide eller ved at besøge hjemmesiden www.odense.dk/havnen

 

Loppemarked og Fjordens Dag

I løbet af sommeren vil der blandt andet være loppemarked om søndagen og Grundlovsmøde den 5. juni. Sæsonen på havnen slutter med Fjordens Dag og Sundhedsfestival den anden søndag i september. Denne dag kommer til at bestå af en række events i leg, sundhed og naturoplevelser. Events, som gennemføres i samarbejde med en række parter heriblandt de to nye kommuner langs fjorden: Nordfyn og Kerteminde.

 

 

For yderligere oplysninger kontakt:

Claus Christian Koch, eventchef

Tlf. 6551 4900

Mail:

cck@odense.dk

Mobil: 3085 7790