Spring til indhold
Nyhed

Åbning af gæstedagplejehus i Dagplejecenter Øst

11-09-2007
 

Torsdag den 13. september 2007 åbner Odense Kommune et gæstedagplejehus for dagplejen i dagplejecenter Øst, der omfatter hele den østlige del af Odense.

 

Målet for gæstedagplejen er, at børnene passes indenfor egen legestuegruppe, så børn og voksne kender hinanden godt. Dette mål kan desværre ikke altid opfyldes i det nuværende system med legestuegrupper, da disse er sårbare ved fravær. Det betyder, at børn til tider må passes af en dagplejer udenfor deres legestuegruppe.

 

Gæstedagplejesystemet har mødt en del kritik fra forældres side, når de oplever, at deres børn gæstepasses forskellige steder.

For at forbedre gæstedagplejesystemet har Odense Kommune oprettet et gæstedagplejehus, hvor op til 10 børn dagligt kan komme i gæstedagpleje.

 

- Gæstedagplejehuset tilgodeser i høj grad ønsket om trygge og genkendelige rammer for de små børn i gæstepasningen, da de kan komme samme sted hen, når de skal gæstepasses. Samtidig vil et gæstedagplejehus aflaste dagplejerne, der således ikke skal forholde sig til nye børn og forældre, når de får et nyt barn i gæstedagpleje, udtaler rådmand Jane Jegind.

 

Gæstedagplejehuset er beliggende i Freja Aktivitethus for kvinder og småbørn i Birkeparken 124, Odense NØ. Gæstedagplejehuset er foreløbig oprettet som et forsøg indtil august 2008 og er bemandet med faste gæstedagplejere.

 

- Jeg forventer, at modellen med gæstedagplejehuse vil lette hverdagen både for børnene, forældrene og dagplejerne. En model som jeg håber, vi kan få mulighed for at udbrede til resten af byen i de kommende år, slutter rådmand Jane Jegind.

Rådmand Jane Jegind forestår den officielle åbning af gæstedagplejehuset torsdag den 13. september 2007 kl. 15.30-17.30, hvor der er mulighed for at besøge huset og møde gæstedagplejerne.

 

For yderligere oplysninger om forsøgsordningen og arrangementet, kontakt venligst:

· Børn - og Ungerådmand Jane Jegind, tlf. 65 51 50 00, E-mail: jmj@odense.dk

· Institutionschef Britta Carl tlf. 65 51 52 00, E-mail: bcc@odense.dk