Spring til indhold
Nyhed

Første spadestik på nyt kulturelt flagskib i Odense

31-12-2007

Torsdag d. 3. januar 2008 tager rådmand i By- og kulturforvaltningen Anker Boye det første spadestik til det nye kulturelle aktivitetscenter Kulturmaskinen. Hermed bliver endnu en dimension føjet til et af Odenses kulturelle flagskibe: Brandts Klædefabrik.

 

Området omkring Brandts Klædefabrik er i forvejen kendt for sin blanding af højprofilerede kulturinstitutioner, små butikker og specialiserede restauranter. Nu tilføres et nyt og anderledes element til det farverige billede: Kulturmaskinen bliver et åbent kulturtilbud til byens borgere og til besøgende i området.

 

Det samlede projekt er en del af Odenses Kulturstrategi og finansieres i et samarbejde mellem Realdania, ejeren af området KD-selskabet, og Odense Kommune indenfor en samlet ramme på ca. 42 mio. kr.  

 

"Jeg ser frem til nye og spændende kulturtilbud til byens borgere, og til en færdiggørelse af det samlede Brandts-område i kraft af Kulturmaskinen", udtaler rådmand Anker Boye, der også glæder sig over, at denne del af Kulturstrategien nu kan realiseres efter flere års planlægning.

 

"Kulturmaskinen bliver det første af en række projekter der realiseres som led i en partnerskabsaftale mellem Realdania og Odense Kommune i forbindelse med realiseringen af Odenses Kulturstrategi", siger Karen Skou, projektleder i Realdania, "Og dermed tager Odense et vigtigt skridt i retning af at styrke byens egne vækstlag".  

 

Første spadestik til Kulturmaskinen afholdes i gårdrummet "Farvergården" torsdag d. 3. januar 2008 kl. 11.30.

 

Kulturmaskinen - aktiviteter og kulturbegivenheder

Når Kulturmaskinen åbner i efteråret 2008, bliver der daglig fri adgang til en lang række permanente aktiviteter samt til en række specifikke kulturbegivenheder.

 

Huset rummer et caféområde, der bliver "byens dagligstue" - en dagligstue tænkt både til ophold og til små, ofte improviserede, begivenheder. Endvidere vil Kulturmaskinen indeholde specialiserede åbne værksteder for kreative IT-aktiviteter, smykke- og keramikfremstilling samt tekstil- og billedkunst.  

 

Som en del af Odenses Kulturstrategi får området omkring Brandts i alt tre indendørs scener i forskellige størrelser. Magasinet er den største med op til 800 tilskuere til koncerter og teaterforestillinger. Odense Byråd har endvidere givet en særlig driftsbevilling til Kulturmaskinen på 1,5 mio. kr. , der bl.a. skal anvendes til nye typer af kulturbegivenheder, hvor kendte genrer blandes og udvikles.

 

Omkring bebyggelsen nyindrettes gårdrummet "Farvergården", som den første plads i Danmark, hvor koncerter, videoprojektion og andre udendørs muligheder er indtænkt fra projekteringens start.

 

Pladsen kommer til at danne ramme om små intime koncerter, som man kan gå til og fra. Pladsen giver også mulighed for afholdelse af større festivals.

   

Endelig vil Kulturmaskinen blive profileret i kraft af specielle kulturaktiviteter for de studerende i Odense, ligesom Internationalt Hus får til huse i komplekset.

 

Kulturmaskinen med ombygningen og udvidelsen af bygningerne i Pantheonsgade, Pakhuset og Magasinet er tegnet i et samarbejde mellem CREO-arkitekterne, Praksis-arkitekter og tegnestuen LandPlus. Ingeniører er Henneby-Nielsen a/s.

 

Nærmere oplysninger

Kontorchef Peder Bach, Kultur, Plan og Byg, Odense Kommune, tlf 65 51 28 20

Projektleder Karen Skou, Realdania, tlf. 70 11 66 66