Spring til indhold
Nyhed

Elton John-koncerten var en god investering for Odense

22-08-2007
Nu foreligger værdisætningen af Odense Kommunes sponsorat på 1 mio. kr. til Elton John-koncerten den 24. juni på Fionia Park. Undersøgelsen, der er foretaget af Promovator på foranledning af EventHouse, konkluderer, at der er opnået en samlet værdi af sponsoratet på mere end 2,5 mio. kr.  

Vurderingen er delt op på en række forskellige medier med hovedvægt på omtale i aviser og på TV, der tilsammen udgør ca. 2 mio. kr. Hertil kommer synlighed i form af bannere og plakater i Odense og på Fionia Park samt fordeling af fribilletter til borgere og gæster.

Promovator konkluderer: "at den indgåede sponsoraftale i høj grad har været gunstig set fra EventHouse's side i forhold til hvad det ville have kostet at få markedsført navnet Odense i samme medier og i samme omfang".  

- Jeg har hele tiden troet på, at en kommunal investering i en stor kulturbegivenhed som en Elton John-koncert var en god idé. Derfor er det glædeligt at en professionel analyse nu konkluderer, at værdien af vores investering er kommet retur to en halv gang. Det er altid svært at gøre sådan noget op, men jeg er overbevist om, at vi som by har fået fuldt udbytte af vores investering, siger Jan Boye.

Resultatet af undersøgelsen er fremsendt til Statsforvaltningen, der har den indgåede sponsoraftale mellem EventHouse og OS&E til vurdering.

- Vi har gjort os umage for at få lavet en aftale, der sikrede 20.000 tilskuere - hvoraf skønsmæssigt 6-8.000 gæster kom udefra - en god oplevelse. Jeg glæder mig over samarbejdet med OS&E, ikke mindst at koncerten blev afviklet på en måde, der har givet både rosende omtale - og mod på mere, siger eventchef Claus Koch.

- Det var vigtigt for os, at være med til at skubbe en ny tradition igang, fortsætter Claus Koch. Vi arbejder på at sikre oplevelser på et højt kvalitativt niveau - med både vores egne og store internationale kunstnere. Nye oplevelser er på vej. Vi arbejder både selv og i samarbejde med arrangører og sponsorer på at trække begivenheder til Odense, som kan understøtte Odense Kommunes Kulturstrategi - og sikre at Odense er en attraktiv by at opholde sig i.

 

Thomas Christensen , Odense Sport & Events administrerende direktør, glæder sig over det lykkedes at lave en aftale med EventHouse, og at gennemføre et samarbejde om Elton John-koncerten:

 

- Vi er både glade og meget stolte over, at vi lykkedes med at gennemføre et så stort arrangement på et meget højt niveau. Vi gav publikum en fantastisk oplevelse, og EventHouse og Odense Kommune fik fuld valuta for pengene. Det er både Odense Sport & Event og JVB’s klare intention, at præsentere flere store navne på Fionia Park i fremtiden, og med de erfaringer, vi har høstet i forbindelse med Elton John-koncerten, ser vi meget gerne, at disse fremtidige arrangementer bliver til i et samarbejde med EventHouse og Odense Kommune.

 

Baggrundsmateriale:

Notat om værdi af sponsorat
Oversigt over sponsorværdi


Yderligere information fås ved henvendelse til:
Claus Koch, Chef for EventHouse, email: cck@odense.dk telefon:6551 4900