Det Nordatlantiske Hus i Odense til Island
Medlemmer af præsidiet og styregruppen bag planerne om et fælles Nordatlantisk Hus på Odense Havn tager på lynvisit til Island under ledelse af præsidiets formand Borgmester Jan Boye.
Besøget finder sted i dagene den 29.marts -1.april.
Formålet med besøget er at informere om og skabe støtte til etableringen af Det Nordatlantiske Hus i Odense samt i øvrigt undersøge fremtidige samarbejdsmuligheder med nordatlantiske interesser på Island.
Der er foreløbig aftalt møder med bl.a. statsministeriets departementchef, Ministeren for nordiske anliggender, Miljøminister Jonina Bjartmatz, repræsentanter fra kulturministeriet, Den Danske Ambassade, Nordens Hus, Nordisk Råd og Vestnordisk Råd samt Odenses venskabsby Kopavogur.
Endvidere har præsidiet orienteret og taget kontakt til andre centrale aktører på Island inden for finansverdenen, politik og kultur m.h.p. at orientere om et Nordatlantisk Hus, der efter planerne gerne skulle finde plads på Odense Havn.
Besøget falder i naturlig forlængelse af et tidligere besøg i sommeren sidste år på Grønland, hvor man bl.a. opnåede støtte fra Det Grønlandske Hjemmestyre. Hjemmestyrets direktør Kaj Kleist er i dag også repræsenteret i præsidiet bag Det Nordatlantiske Hus.
- Det har stor betydning for at skabe maksimal opbakning til huset i Odense, at vi får lejlighed til at mødes personligt med fremtrædende repræsentanter for politik, kultur- livet og finansverdenen på Island. Vi får etableret nogle relationer, som skal bruges i den videre proces, udtaler præsidiets formand, Borgmester Jan Boye.
I turen deltager foruden Borgmester Jan Boye som formand for Præsidiet bag Nordatlantisk Hus, stadsdirektør Jørgen Clausen, Fmd. for Styregruppen for Nordatlantisk Hus Hus, Benny Nybo foruden tidl. chefredaktør Bent A. Koch, Islandsk konsul, Dir. C.C. Nielsen, Næstfmd. for styregruppen for Nordatlantisk Hus og Byrådsmedlem Steen Møller, Forstander Kirsten Mærsk og Informations- og kulturkonsulent Annette B. Lyberth samt Henrik Poulsen henholdsvis Det Grønlandske Hus i Odense og Borgmesterforvaltningen.
Lige før sommer er planlagt et lignende besøg på Færøerne. Nærmere oplysninger kan fås hos konsulent Henrik Poulsen, Borgmesterforvaltningen 65 51 10 07.